‘Game of Thrones’ sæson 8 episode 1: En alt for forudsigelig premiere

Spoiler-advarsel: Anmeldelsen rummer spoilers for første episode af ‘Game of Thrones’ sæson 8.

Det er en svær, næsten umulig, opgave, som ‘Game of Thrones’ har taget hul på med første afsnit af ottende og sidste sæson.

Forventningerne til sæsonen er kolossale, velsagtens større, end de har været til nogen anden tv-serie, og fanteorier – fra de plausible til de obskure – hober sig op på internettet. For seriens skabere, David Benioff og D.B. Weiss, er det ikke bare et spørgsmål om at vælge en af teorierne og så gå med den. Vi forventer også, at de tager røven på os, sådan som de konsekvent gjorde i de første sæsoner, men langsomt er holdt op med, i takt med at serien har overhalet George R.R. Martins romanforlæg.

Den sidste sæson skal samle trådene og leve op til forventningerne, nærmest ved at gøre dem til skamme.

’Winterfell’, det første af seks afsnit i seriens sidste sæson, er på den baggrund en lidt bekymrende start. For afsnittet føles til tider som en slavisk forevisning af alle de scener, man kunne forvente at se:

Daenerys kommer til Winterfell, og Sansa modtager hende, så køligt som norden. Jon farer gennem himlen på drageryg, endnu inden han ved, at han har drageblod i årerne. Theon mander sig endelig op og redder Yara fra Euron Greyjoys (en fortsat storskrydende Pilou Asbæk) jerngreb, kun for at modtage en skalle af sin søster. Og Sam fortæller Jon, at hans rigtige navn er Aegon Targaryen, og at han er jerntronens sande arving.

Og nå ja, the White Walkers afsender nok engang en advarsel i form af et makabert symbol, som minder om den spiral, de lavede af hestekadavere i sæson tre.

Havde man fået forklaret plottet forinden, ville man nok være fristet til at spørge: »Ja, ja, men hvad ellers?«

Jeg tænker ikke på de actionscener, der nok skal indtræffe tids nok. Faktisk er det befriende, at Benioff og Weiss ikke lader sig overmande af vores utålmodige blodtørst og giver plads til dialogen, ja, nærmest til spildtiden. Problemet er, at handlingen bare slentrer ned ad de linjer, som blev lagt ud i sæson syv. Uden for alvor at udfordre vores viden eller moralske kompas.

Det betyder dog ikke, at premiereafsnittet er tamt. Alene dialogen er nok til at vække gensynsglæden, sådan som den sitrer af krasbørstigt, vittigt overskud, når tidligere kombattanter krydser retoriske klinger på ny.

Tag scenen, hvor The Hound minder Arya om, at hun efterlod ham til den visse død, sidste gang de så hinanden.

»You’re a mean little bitch, aren’t you?« spørger han hende.

Så tilføjer han:

»I guess that’s why you’re still alive.«

Det er en ejendommelig krydsning af tilsmudsning og respekt, der fint opsummerer de spilleregler, der i hvert fald engang gjaldt i Westeros: Vær heltemodig og naiv og lid en horribel skæbne. Vær snu og kold i røven, så har du måske en chance.

På samme måde møder Bran Jon, Jon møder Arya, Arya altså The Hound, Tyrion møder Sansa, og til sidst møder Bran også Jaime, der i seriens første afsnit skubbede den unge Stark ud af et tårn i netop Winterfell.

De mange møder giver afsnittet et mekanisk præg, som var det en ophobning af forudsigelige mellemregninger. Men flere af gensynene er unægteligt varme, og samtalerne får vægt af den baghistorie, der ulmer under ordene. Når Sansa fremstår overlegen i sin ordduel med Tyrion står det for eksempel i klar kontrast til tiden, hvor de to dannede et umage ægtepar i King’s Landing, og hvor Sansa var fortvivlet og forvildet.

I den stærkeste scene i afsnittet fortæller Daenerys Sam Tarly, at hun henrettede hans bror og far efter den fænomenale krigsscene i sidste sæson.

Sams efterfølgende dæmonisering af Daenerys er afgørende. Det er en påmindelse om, at de centrale aktører i slaget om jerntronen kan se forskellige ud, alt efter hvilken vinkel man anskuer dem fra. Og det er påmindelse om, at historien ikke bare når sit harmoniske endemål, selvom menneskehæren nedkæmper the White Walkers, og Daenerys sætter sig til rette på jerntronen.

Spørgsmålet, som særligt Jon Snow må forholde sig til, er: Tror han på, at Daenerys motiver er ædle? Eller må han indse, at hun vil magten først og sidst?

Sams vrede understreger, at svaret endnu ikke er entydigt. Heldigvis. Og det lover godt for dramaet mellem nevø og tante Targaryen.

Meget er også på spil, da Jon kommer i strid modvind i Winterfell, efter hans folk har erfaret, at han har opgivet sin titel som konge. Han har knælet for Daenerys for at få bugt med de levende døde fra nord, for som han siger: Titler er ligegyldige, når man står over for en trussel så mægtig. Men hans tidligere støtter i Winterfell, herunder Sansa, køber ikke hans opgør med den gamle verden.

Det er svært ikke at se parallellerne til klimadebatten: Skal vi løse udfordringerne inden for det gamle system, eller må vi gentænke alt det, vi troede på?

Allegorien giver ekstra bund til ordkrigen i Winterfell, men det ændrer ikke på, at zombiehæren i sidste ende vil fremstå påklistret, hvis den ene og alene er en klimametafor. Det ville harmonere skidt med det, George R. R. Martin har gentaget igen og igen, nemlig at hans ’A Song of Ice and Fire’-romaner, som ’Game of Thrones’ er baseret på, er et opgør med fantasygenrens dikotomiske skelnen mellem det gode og det onde.

Derfor er der måske også håb at hente i seriens klimaks, den bestialske korsfæstelse af unge Ned Umber. Der er ingen tvivl om, at det spiralsymbol, han danner sammen med et væld af afrevne lemmer, er en manifestation af ondskab, men det er samtidig et budskab og en indikation om, at der ligger The Night King andet på sinde end at plyndre, hærge og udrydde. Vi ved ikke så meget om budskabet, kun at symbolet stammer fra the Children of the Forest, skovfolket, der skabte vandrerne. Men vi ved efterhånden, at The Night King og co. har et konkret mål for deres march.

Det ændrer dog ikke ved, at afsnittet slutter, som så mange andre ’Game of Thrones’-afsnit har sluttet før det. Med en voldsom advarsel om truslen fra nord.

I sidste ende er det mest ildevarslende ved ’Winterfell’, hvor sikkert og forudsigeligt serien spiller sine kort, så tæt på seriens definitive punktum.

Læs også: Syv essentielle ‘Game of Thrones’-fanteorier – og én, der er uimodståeligt bizar

Læs også: Er Sam i virkeligheden The Night King’s vigtigste allierede? – Vi har spurgt skuespilleren bag

Lyt til vores GOT-spoilersnak i SOUNDVENUE STREAMER: Alt om ‘Game of Thrones’-premieren + Sundance-filmfænomenet ‘Blindspotting’