Brett Anderson

Engang var han en af britpoppens konger og manden bag mesterværket ‘Dog Man Star’. Nu er han blevet 15 år ældre. Og har på sine tre soloudspil vist sig at være dødkedelig. Undskyld, der menes selvfølgelig dybtfølt og melankolsk.

Brett Andersons forrige udgivelse var strippet for lyd og energi, og med det nye albums titel, kunne man frygte, at han denne gang havde lavet pladen a cappella. Men tværtimod har Anderson opdateret lyduniverset, og der bliver brugt alt fra fløjter og horn til akustisk guitar og trommer. Det er dog stadig uendeligt langsomt, og den tidligere Suede-forsanger har stadig ikke meget at fortælle.

Det starter okay for Anderson på ‘Hymn’. I hvert fald instrumentalt. For hvor lyse tangenter ligger en vinterpassende stemning sammen med en dyb cello, så vakler hans karakteristiske vokal mellem at passe perfekt og det stik modsatte.

Brett Andersons problem er – igen – at der ikke er noget, der har sat sig fast, når pladen er lyttet i gennem. Den er for let at overhøre, når den først er sat i rotation, og det hele bliver hurtigt ligegyldigt. Engang var han en af hjemlandets musikalske konger – dét kan ingen tage fra ham. Men han viser igen, at han er den af kongerne, der er gået hurtigst i forfald.