Bauhaus

Det er omtrent 25 år siden Bauhaus senest udgav et studiealbum med den oprindelige besætning, Peter Murphy, Kevin Haskins, David J og Daniel Ash. Dengang var bandet synonym med 80’ernes goth-bevægelse og den tilhørende, berlinerkolde weltschmerz badet i blåligt neonlys.

Når Bauhaus denne gang vender tilbage, er det ikke for at genoplive denne forsamling af ‘undeads’ men derimod for at lægge dem i graven. Og ‘Go Away White’ er ikke bare endnu et søm i kisten efter flere mislykkedes genforenings- og comeback-forsøg. Tværtimod fremstår pladen som pælen gennem hjertet og et moderne monument, der bliver bandets gravmæle.

Pladen er blevet til på tre uger, improviseret frem og optaget med udelukkende first takes. Det giver pladen en råhed og energi, der står meget bedre til tidens tone end en dvælen ved den nostalgiske goth-fascination. De gamle drenge fra dengang er stadig dem, der spiller højst og længst – selv i et nyt årtusinde.

Daniel Ashs guitar skærer igennem huden som en kirurgs skalpel oven på den tunge dybe bund af bas og trommer. Og oven i det hele rystes den transylvanske jord af Peter Murphys mørke og gennemtrængende stemme. Bandets femte og erklærede sidste studiealbum er den perfekte troldmandsmikstur af melodrama og garagerock, der fungerer som en smagsprøve på, hvad bandet kunne have opnået. Bauhaus er død – længe leve Bauhaus.