‘Game of Thrones’ sæson 8 afsnit 6: Verdens største serie sluttede anderledes, end jeg nogensinde havde forestillet mig
(Læs først, når du har set afslutningen på ‘Game of Thrones’.)
Jeg er ikke sikker på, hvilken følelse jeg sidder tilbage med efter det sidste afsnit af ’Game of Thrones’, men jeg tror, den kan sammenfattes i et skuldertræk.
Om noget var ’The Iron Throne’ et antiklimaks, en blød landing efter næsten et årti med gruopvækkende vold, chokerende plotdrejninger og komplekst magtspil i kulisserne.
Måske var det, fordi seriens afgørende øjeblik i den grad lå i kortene: Jon Snow spiddede Daenerys med en dolk og aflivede dermed den seneste tyran i rækken af herskesyge galninge på jerntronen.
Det var den forudsigelige, Shakespear’ske følge af dragemoderens folkemord i det seneste afsnit og dermed også et klimaks, der ikke evnede at få i hvert fald mit sind i kog – uanset hvor hårdt scenen prøvede, og hvor teknisk imponerende og velspillet den var.
Øjeblikket, der fulgte, var så symbolsk, at ingen kunne misforstå det: Drogon smeltede jerntronen og signalerede, at hjulet var smadret. Det var det, Daenerys ville fra start, hun kunne bare ikke forstå, at hun selv var en del af hjulet. Og det blev hendes undergang.
Eller måske skyldes skuldertrækket, at ‘Game of Thrones’ sluttede mere harmonisk, end jeg nogensinde havde forestillet mig, at serien ville. Godt nok blev Sam Tarly hånet til tavshed, da han foreslog, at de tilbageværende magthavere i Westeros skulle indføre demokrati og lade folket udpege deres leder. Men de endte med at revolutionere styreformen, så blodets bånd ikke længere dikterer, hvem der regerer, snarere en fælles rådslagning i en oligarkisk magtkreds.
Imens traskede Stark-børnene mod hver deres forløsning. Sansa blev herskerinde i et uafhængigt nord, Arya fandt Columbus-kikkerten frem og startede en ny karriere som opdagelsesrejsende, mens Jon Snow drog mod The Night’s Watch for at tilbringe resten af sine dage i kulden.
Det sidste var et kompromis mellem Snows støtter og The Unsullied, der egentlig krævede hans hoved på et fad, efter han gjorde sig selv til queenslayer, men sært nok var villige til at forhandle om straffen. På den måde virkede det som et nedslående punktum for den æresmand, der forblev det bedste bud på en gennemgående helt i serien: at blive deponeret langt væk fra magten uden udsigt til kærlighed, børn eller noget af det, han lærte at kende, mens han stadig intet vidste.
Men da han først genforenedes med sin direwolf og bagefter førte sin hest mod de snedækkede vidder nord for muren, side om side med Tormund Giantsbane, føltes det alligevel, som om han var havnet præcis, hvor han hører til.
Det var alt sammen fint og rørende, men det mindede mere om slutningen på ’Ringenes herre’ end det brag af en (i et eller andet omfang) bitter finale, som ’Game of Thrones’ har bygget op til i størstedelen af sine otte sæsoner.
Én overraskelse bød afsnittet dog på: Bran endte på tronen, altså ikke jerntronen, men i sin egen rullende herskerstol. Det er et valg, der på mange måder giver mening, ikke mindst fordi Stark-sønnen kan se hele menneskets fortid og træffe kvalificerede beslutninger på baggrund af historien i stedet for at gentage de fejl, som normale magtliderlige mennesker har tendens til at begå.
Det er om noget en solid pointe, efter Daenerys Targaryen gjorde det, hendes far ønskede at gøre, ved at brænde King’s Landing ned til grunden.
Problemet er bare, at Bran Stark er en irriterende karakter, der længe har rullet rundt i periferien og talt i tåger. Og så er det påfaldende, at en serie, der altid har udfordret de faste fantasyforskrifter og beskæftiget sig nuanceret med menneskets vrangsider, forfremmer et fantasivæsen til at ødelægge jerntronen og kroner en dreng, der kan overtage andres sind og gå på opdagelse i historien.
Det næste problem er, at seriens sidste scener bilder os ind, at det nye styresystem med netop Bran the Broken i spidsen indvarsler en ny harmonisk periode i Westeros. Jo, den nye Master of Coin, Bronn, begyndte straks at mundhugges med kongens øvrige rådgivere, fordi han hellere ville bruge penge på bordeller end reelt genopbygningsarbejde, men intet tydede på, at også det nye system, anført af en kørestolsbunden skygge af et menneske, der næppe aftvinger respekt i alle kroge af middelaldersamfundet, er skrøbeligt.
For en serie, der altid har været bedst, når grunden har skælvet under karaktererne, sluttede de fleste karakterer i spillet om tronen med bemærkelsesværdig fast jord under fødderne.
Det gjaldt også for birollerne. Brienne fandt fjerpennen frem og gav Jaime Lannister et passende eftermæle, Sam Tarly fandt på titlen til den historiske fortælling om den store krig, ’A Song of Ice and Fire’ (som bekendt titlen på George R.R. Martins romaner), og Tyrion fik modvilligt besked på at indlede en ny periode som kongens hånd.
De fleste karakterer fik en passende afsked. I nogle tilfælde lidt for passende.
Afsnittet mindede os dog også om, hvordan ’Game of Thrones’ gennem otte sæsoner har skubbet til grænserne for, hvad tv-serier kan præstere.
Særligt Daenerys’ første tale efter massakren, leveret på valyrisk, var fænomenalt fortalt i billeder sprængfyldt med betydning. Jon Snow gik tøvende op ad den mægtige trappe og stirrede mod den kvinde, han elskede og tidligere blindt fulgte, men som nu havde afsløret sig selv som en morderisk diktator.
Og de hære, der brølede infernalsk på den askefyldte jord under hende, var ikke længere frelsere, men en sværm af ansigtsløse dræbere.
I storhed matchede sekvensen de scenografiske højdepunkter i ’Star Wars’, men de menneskelige nuancer stak dybere her: Jon Snows tvivl, der i virkeligheden kun dækkede over fortvivlelse af traumatisk karakter, stod ud af ham, da han fremmedgjort observerede sine tidligere frænder, nu hans – og hele kongerigets – fjender.
Også Jons ordveksling med Daenerys, før han tog livet af hende, var tung af følelser, uden at scenen kammede over. Smerten og skuffelsen hos Jon stod i kontrast til Daenerys’ blinde magtsyge, hendes stålfaste tro på, at det var hendes skæbne at regere, og at verden bliver bedre, uanset hvordan den skæbne bliver indfriet.
»Jeg ved, hvad der er godt,« sagde hun og tilføjede, at alle andre, der tror, de ved det, ikke ville få et ord indført.
Her viser det sig også, at hendes folkemord ikke var et resultat af et øjebliks sindssyge, det var snarere et maskefald. Det var rundt regnet, sådan hun hele tiden havde været, det var bare os, der indså det for sent, som Tyrion antyder i sit (nye) fangehul.
Jeg køber den stadig ikke helt, særligt fordi Daenerys selv påstår, at hun dræbte de mange civile, fordi Cersei brugte dem som skjold. Det er muligt, at hun ikke er kongerigets mest ligevægtige person, men selv hun kan vel se, at skjoldet er et overkommeligt problem, hvis fjenden har lagt våbnene?
Det er et eksempel på, at ’Game of Thrones’ i løbet af de seneste sæsoner har mistet grebet om de bærende karakterers udvikling. Det skete ikke mindst fra slutningen af femte sæson, hvor serien overhalede George R.R. Martins bogforlæg, og straks virkede mere interesseret i at udtænke dramatiske plotpunkter end at finde troværdige veje derhen.
Serien blev også mere forudsigelig – og mere optaget, føler man, af den hype, der i stigende grad har omgivet universet. På den måde var slutningen måske sigende: Serien endte sikkert og jævnt og resulterede altså i noget, jeg aldrig havde troet, den ville efterlade mig med – et skuldertræk.
Find hele vores ‘Game of Thrones’-dækning HER.
Lyt til SOUNDVENUE STREAMER: Podcasten siger farvel til verdens største serie og snakker spoilers i finalen
Læs også: Hvilken fortælling fortalte ‘Game of Thrones’ egentlig?
Læs også: De største ubesvarede spørgsmål efter ‘Game of Thrones’-finalen