G. Love

Garrett Dutton har været på banen under navnet G. Love & Special Sauce i et årti. I pladesammenhæng er ‘Special Sauce’ nu droppet, men det gør ikke den moderne bluesforkynder mindre spændende. Kald ham bare for en Ben Harper med humor eller en bluesy udgave af Beck. G. Love er sikkert ligeglad, for han demonstrerer stor selvtillid og flair for den gode melodi og en pæn portion frækhed i sin omgang med det blåtonede arvesølv.

Mandens korte melodiøse fest- og klagesange rider for det meste på en dejlig luftig boogiebølge, og er flere steder betrukket med en elektrisk Jimi Hendrix-agtig knitren. Man løfter ofte øjenbrynene over en drilsk basgang her eller en på papiret umulig lydeffekt der. Af og til fraserer G. Love sine budskaber med lån fra rapmusikken. Afstikkerne fra melodien og den drilske tone i teksterne fjerner heldigvis aldrig lysten til at nynne med. Højst hummable er for eksempel ‘Booty Call’, ‘Waiting’ og ‘Stone Me’.

Med hele 15 sange presset sammen på en cd med ordinær spillelængde, kommer et par af sangene dog til at virke skitseagtige. Hvis tre af dem var smidt i skraldespanden og G. Love havde brugt tiden på at dyrke lidt længere musikalsk workout i de resterende, havde troværdigheden været i top. I nuværende form er ‘The Hustle’ et par gange fare for at virke som et drilsk bondefangertrick. Tungen ender længere ude i kinden hos G. Love, end armene oppe i vejret hos lytteren.