’See You Yesterday’: Tidsrejser og politivold i Spike Lee-produceret Netflix-film
Sidste år viste mesteren Spike Lee med ’BlacKkKlansman’, at man godt kan skildre hvide menneskers undertrykkelse af afroamerikanske medborgere på både morsom, ubehagelig og medrivende vis. Det betyder desværre ikke, at Netflix-filmen ’See You Yesterday’, som han har produceret, lykkes med nogen af delene.
Den spillefilmdebuterende instruktør Stefon Bristol forsøger da også at blande to idéer, som på papiret synes knap så oplagte: Tidsrejser og politivold.
Highschool-eleven CJ (Eden Duncan-Smith) og hendes klassekammerat Sebastian (Dante Crichlow) har udviklet en tidsmaskine i sidstnævntes garage. Ved hjælp af nogle apparater, de kan bære i deres rygsække, kan de skabe et ormehul, som tillader dem at rejse en dag tilbage i tiden. Men ormehullet – og muligheden for at returnere til nutiden – er kun åbent i 10 minutter.
En dag bliver CJ’s ubevæbnede storebror Calvin (Astro) skudt af en hvid politibetjent, som tror, han har røvet en kiosk. Snart herefter beslutter CJ sig for at rejse tilbage i tiden for at forhindre hans død. Som man kender det fra tidsrejsefilm, er det dog svært at ændre på fortiden, uden at det udløser andre store konsekvenser i nutiden.
Det er ikke tilfældigt, at Michael J. Fox har en lille rolle i starten af filmen som hovedpersonernes skolelærer. For filmens tidsrejseteknologi er lige så let og fjollet præsenteret som i ’Tilbage til fremtiden’-trilogien, hvori Fox som bekendt spillede den kække Marty McFly.
Det betyder dog ikke, at tidsmaskinens koncept er let at forstå, for det forklares kun ganske kort for publikum med nogle tekniske termer. Snart herefter kan hovedpersonerne justere på maskinen via et slags hologram, når de ifører sig Virtual Reality-briller. Og senere i filmen tilføjes nye dele for at forbedre ydeevnen, uden man helt forstår, hvordan det kan lade sig gøre. Det fremstår sløset, ikke mindst når det tilmed kulminerer i en meget uforløst afslutning.
Filmens største problem er dog tonen, som veksler pludseligt mellem uhøjtidelig ungdomsfilm og gravalvorlig socialrealisme. Det er således umuligt at blive ramt på følelserne af brorens uretfærdige død og den efterfølgende tårevædede begravelse, når man lige har set CJ og Sebastian hoppe gennem et ormehul skabt i farverige computereffekter, der ligner noget fra en film på Disney Channel.
Havde hele ’See You Yesterday’s univers været skørt og urealistisk, havde man måske heller ikke bekymret sig synderligt om, hvordan to teenagere egentlig formåede at knække tidsrejsekoden, som ingen forskere har løst før dem. Men når de her er placeret i et realistisk præsenteret sort kvarter og ytrer tunge replikker om sorg og samfundets uretfærdighed, bliver alting meget sværere at tro på.
Stefon Bristol har begivet sig ud i et modigt eksperiment, der indeholder sympatiske budskaber om sorte amerikaneres kamp for livet. Det ændrer desværre ikke på, at slutresultatet langt fra fungerer.
Kort sagt:
Instruktør Stefon Bristol lykkes aldrig med at forbinde et skørt tidsrejseplot med alvorlig realisme i spillefilmdebuten ’See You Yesterday’.
Lyt til SOUNDVENUE STREAMER: Podcasten siger farvel til ‘Game of Thrones’ og snakker spoilers i finalen