A Mountain of Joy

»A Mountaion of One have produced one of the albums of the year. ‘Institute of Joy’ is one of the most ambitious, phenomenal records for a long time«. Gu er har de ej, og gu er det ej.

Når man sætter et album op på verdens højeste piedestal i pressemeddelelsen, så er der også meget, meget langt ned, hvis man ikke præsterer. Og det gør A Mountain of One på ingen måde. Pladen er nærmere tyvegods fra 60’erne og 70’erne.

Duoen er overdrevent inspireret af gamle psych-grupper som Pink Floyd, men de er på ingen måde på samme niveau. Referencerne skinner tydeligt i gennem på albumcoverets ‘Dark Side of the Moon’-trekant og musikalsk på ‘Lie Awake’, hvor guitarflader flyder psykedelisk længere og længere ud. Og præcis som de – formentlig – store helte har ‘A Mountain of One’ placeret guitarbårne instrumentale stykker med to-tre sanges mellemrum. Men det er ligesom hørt før, bare mange gange bedre.

Det vidner om et noget nært ligegyldigt album, når det eneste det eneste, der rigtig huskes efter cd’ens sidste rotation, er bandets fortolkning af ‘Who By Fire’ – lavet af Leonard Cohen. ‘Institute of Joy’ ligner et pladeselskabs desperate marketingsforsøg. Et forsøg der i den grad mislykkes. Og det er synd. For bandet.