DD/MM/YYYY

Tænk nymodens og forholdsvist populært. Tænk Foals’ mathrock-lyd. Tænk Kele Okereke fra Bloc Partys vokal – bare uden den metertykke Liverpool-accent. Så har du den lyd, DD/MM/YYYY starter med, og som de burde have fastholdt pladen i gennem. I stedet har de krydret med masser af andre musikalske rockgenre. Der forstyrrer. Og tit for meget.

Mathrock, punk, prog og hardcore er hovedingredienserne i den store pærevælling, men de fem bandmedlemmer stjæler fra mange, mange flere genrer, hvilket gør det hele rodet og til tider uudholdeligt. Det er synd. Især fordi gruppen viser, at den formår at lave mathrock på rimeligt niveau og med hovednikkende melodier.

‘Infinity Skull Cube’ vil sikkert vække enorm begejstring hos Foals-fans. Mens Foals disciple måske vil råbe »plagiat«. For både guitar og trommer lyder som noget, der er trukket direkte ud af briternes fænomenale ‘Antidotes’-plade.

Men det er numre som ‘Lismer’, der får hele det canadiske korthus til at vælte. Den mekaniske, larmende electrolyd kværner lytteren gennem noget, der minder om et forfærdeligt og timelangt 80’er-arkadespil, men som ved nærmere gensyn viser sig kun at vare i to minutter. Numret har kun den virkning, at man får lyst til at mute, og det vil undre, hvis ikke dette nummer formår at tage livet af mindst et dusin musikelskende mennesker.