Harlem

Få sekunder efter jeg hørte Harlems retroklingende garagerock for første gang, grinte jeg højlydt. Heldigvis var det ikke, fordi musikken var latterligt dårlig. Nej, det var linjerne »Someday soon you’ll be on fire. Ask me for a glass of water, and I’ll say no, you can just let that shit burn«, der tog røven på mig. Ingen prætentiøse attituder. Nu skal vi have det sjovt.

Med ‘Hippies’ på hjemmestereoen får man følelsen af at rocke ud mellem fyldte askebægre og halvtomme dåseøl i Harlems tilrøgede øvelokale. Drengene er lidt plørede, og trommeslageren kan ikke altid følge med. Men det gør sgu ikke rigtig noget, når de fleste af sangene er så fulde af gyldne hooks og fandenivoldske teenagetosserier, som tilfældet er her.

Albummets 16 sange varer sjældent over tre minutter, og arrangementerne er skåret helt ind til benet. Bare tre kammerater med guitar, bas, trommer, et veludviklet popøre og en kæmpe kærlighed til amerikansk 60’er-garagerock splejset med venlige nik til gamle koryfæer som The Beatles og The Ronettes, indieveteraner som Pixies og The Replacements og ikke mindst deres nyligt afdøde labelmate på Matador, Jay Reatard.

‘Hippies’ er måske et par numre for lang, og bandets begrænsede musikalske palet gør, at nogle af sangene kan være svære at skelne fra hinanden. Men Harlem viser på trods af forbeholdene, at de besidder en frisk og afvæbnende charme, som kan bringe dem langt.