2003: Mark Ronson feat. Ghostface Killah, Nate Dogg, Trife & Saigon ‘Ooh Wee’
I 2003 var Mark Ronson ikke det kæmpenavn, han er i dag, men hypen omkring ham havde vokset siden 90’erne – især i industrien, hvor han havde ry for at være en mesterlig fest-dj, der problemfrit blandede britisk festrock med amerikansk funk og hiphop, når han vendte plader. I 2003 resulterede det i, at Ronsons debutalbum, ‘Here Comes the Fuzz’, blev gæstet af store navne inden for både rock og hiphop: Gæster inkluderede Sean Paul, Jack White, Q-Tip, Rivers Cuomo og Mos Def.
Kronjuvelen på tracklisten er dog uden sammenligning ‘Ooh Wee’, hvor han har sammensat trommerne fra Dennis Coffey-sangen ‘Son of Scorpio’ med strygere og blæsere fra ‘Sunny’ af Boney M. To temmelig corny 70’er-numre, der bliver til fundamentet for et übercool funkbeat, hvor fire af tidens stærkeste rappere bidrog med hvert sit unikke flow. Alle fire vokalister etablerer total dominans over mikrofonen, men især Nate Dogg har sjældent lydt nær så godt, som når han synger »La-la-la-la, lalalalalala« på sangens hook. Det sidder perfekt over beatet og skyder sangen stærkt i gang fra første øjeblik.
2006: Amy Winehouse ’Back to Black’
Mark Ronson producerede nogle af de bedste sange fra Amy Winehouses megaalbum ‘Back to Black’ – blandt andet ‘Rehab’, ‘You Know I’m No Good’ og ‘Love Is a Losing Game’. Hvis man skal udvælge én produktion, må det dog nok blive titelnummeret, som Ronson også var med til at skrive. Nummeret er inspireret af Winehouses forhold og brud med hendes on-off-kæreste og senere ægtefælle, Blake Fielder-Civil, der på det tidspunkt havde forladt Winehouse til fordel for en ekskæreste.
Man behøver dog ikke at have sat sig ind i al virkelighedens drama for at sangen føles ægte. Den er smurt ind i et mørke og en ægthed, man ikke typisk forbinder med Ronsons typisk ganske prangende popproduktioner. Selv om der egentlig foregår en hel del i mixet, hvis man nærstuderer det, føles sangen aldrig for travl til, at Winehouses potente vokal på noget tidspunkt ikke står i centrum. Den lidt 60’er-inspirerede, næsten Phil Spector-tangerende produktion får i stedet løftet vokalen til et punkt, hvor den borer sig helt ind i sjælen.
2007: Mark Ronson feat. the Daptone Horns ‘God Put a Smile Upon Your Face’
I 2005 begyndte Ronson indspilningerne til sit andet album, ‘Version’. Dette ville blive et coveralbum, hvor han mestendels fortolkede nyere pop- og rocksange ved at give dem et funky, retrosoulet twist, inspireret af 60’er-lyden fra pladeselskaberne Motown og Stax. Et af de bedste numre fra ‘Version’ udkom i 2007 som en b-side til vinyludgivelsen af hans ligeledes ganske glimrende cover af ‘Toxic’. I selskab med the Daptone Horns (backingband for blandt andre Sharon Jones og Charles Bradley) fik han sparket liv i Coldplay-balladen ‘God Put a Smile Upon Your Face’, der her blev til et sjovt, energisk instrumentalt soulnummer.
Det er måske svært at fatte i dag, hvor humørspredende sange som ‘Hymn for the Weekend’, ‘A Sky Full of Stars’ og ‘Adventure of a Lifetime’ har haft stor succes, men i 2006 var ‘Coldplay’ og ‘sjov’ praktisk taget antonymer. Ikke mindst var ‘God Put a Smile Upon Your Face’ en ret sløv, vemodig sang, men Ronson forvandlede den her, så den var umulig at stå stille til. Endnu mere imponerende fungerer den så fornemt, at det er svært at begribe, at den nogensinde var andet end den funky instrumentale soulsang, Mark Ronson og The Daptone Horns lavede den om til.
2007: Mark Ronson feat. Amy Winehouse ‘Valerie’
Da ‘Version’ udkom i 2007, var der ét nummer, der især skilte sig ud. På ‘Valerie’ havde Ronson igen allieret sig med Amy Winehouse, denne gang med et jazzet soulcover af ‘Valerie’, oprindeligt af rockgruppen The Zutons. Originalen er lidt gået i glemmebogen, og selv om den skam er en glimrende rocksang, fungerer den umådeligt meget bedre som soulet jazzpop tilsat Winehouses karismatiske vokal.
Et stort backingband bestående af både saxofoner, stort strygerensemble og trommer fra selveste Questlove (The Roots) bidrager til dette mastodonthit. Hvor ‘Ooh Wee’ gjorde Mark Ronson til en succes, gjorde ‘Valerie’ ham til et navn, der var kendt i folkemunde. Hvert eneste lille saxofonfill er dybt charmerende,
2010: Mark Ronson & the Business Intl. feat. Q-Tip & MNDR ‘Bang Bang Bang’
I 2010 var det blevet tid til Ronsons tredje album, ‘Record Collection’, denne gang udgivet under navnet Mark Ronson & the Business Intl. På albummets største hit, ‘Bang Bang Bang’, får han vokaler fra MNDR og A Tribe Called Quest-rapperen Q-Tip. Sangen er bygget over den franske børnesang ‘Alouette’, og fuldkommen i tråd med Ronsons tidligere værker tager han altså en sang, der på overfladen slet ikke kunne blive til en hip dance-single, og gør den til et stilsikkert hit.
På ‘Record Collection’ har Ronson helliget sig electropop og synthpop, og med ‘Bang Bang Bang’ præsenterer han en række af sine skarpeste hooks nogensinde. De fleste stammer fra broen og omkvædet, hvor MNDR leverer dem over nogle skarpe, iskolde synths, der trods deres krystalklare lyd fremkalder store smil. En storcharmerende Q-Tip i versene får dog også den skarpe produktion til at vise al sin slagkraft, og med dette nummer fik Ronson altså vist, at hans lækre produktioner skam nok ville holde i løbet af 10’erne også.
2012: Bruno Mars ‘Locked Out of Heaven’
Med ‘Version’ fik Ronson lukket noget funk og r’n’b ind i en række rocksange, men med sit første Bruno Mars-samarbejde fik han transformeret Bruno Mars fra en halvfunky popflødebolle til en mindre rockstjerne. Den The Police-refererende ‘Locked Out of Heaven’ er en sang, der som få andre store 10’er-hits dannede en bro mellem pop og rock.
Sangen formår noget så ejendommeligt som at få skabt et mindeværdigt hook, der befinder sig helt og aldeles i verset: Hvis du kan lade være med at synge med, når du hører backingvokalerne råbe »eh, eh-eh-eh, eh-eh-eh-eh, uh!«, er du mere tilbageholdende, end jeg er. De groovy reggae-rytmer giver desuden dette megahit en dosis ekstra kant. Det viste, at Brunos retro-nostalgiske vokal passede perfekt over for Ronsons historisk bevidste, men alligevel nutidige produktion. Et samarbejde, der senere ville kulminere i…
2014: Mark Ronson feat. Bruno Mars ‘Uptown Funk’
Man kan vel nærmest ikke sige Mark Ronson uden at sige ‘Uptown Funk’. Atter en gang var blæserne leveret af hornsektionen fra Sharon Jones’ backingband – her sammen med blæsere fra Antibalas og The Hooligans, og de lyder fremragende. Dertil spiller Ronson selv guitar og står for de elektroniske trommer på nummeret. Uanset hvem, der spiller de forskellige instrumenter, er det dog tydeligt, at alle små lydbidder fra ‘Uptown Funk’ sidder lige i skabet, og at Ronson får dem til at lyde mageløse.
‘Uptown Funk’ var en magtdemonstration, både fra Ronsons og Mars’ side. De erklærede, at funkmusikken anno 2014 stadig levede i bedste velgående, og når nummeret først går i gang, er man egentlig ikke i tvivl om det. Det er næppe noget tilfælde, at Bruno Mars’ efterfølgende album, ’24K Magic’, indeholdt adskillige retro-referencer.
2015: Mark Ronson feat. Mystikal ‘Feel Right’
Nogle måneder efter ‘Uptown Funk’ landede endnu et Ronson-album, ‘Uptown Special’. Gæsterne på albummet talte, ud over naturligvis Bruno Mars på ‘Uptown Funk’, både Tame Impala-frontmanden Kevin Parker og evigt legendariske Stevie Wonder. Men den måske mest mindeværdige optræden kom fra Mystikal, en sydstatsrapper, der ellers lidt var gået i glemmebogen på det tidspunkt. Trods dette havde Ronson opdaget, at Mystikal havde meget af den samme energi og attitude, som James Brown havde i sin storhedstid – og endda en lidt lignende stemme.
‘Feel Right’ er en hiphop-opdatering af James Browns klassiske funklyd fra start-70’erne – en æra i Browns lyd, der i sig selv også havde stor indflydelse på klassisk hiphop. At lade en rapper tage sig af vokalen giver derfor fantastisk god mening – også selv om instrumentationen på alle måder er mere lig klassisk funk end hiphop. Det er en kombination, der er indlysende, når man først hører den – men det er alligevel helt genialt, at Ronson i det hele taget kom på den.
2015: Action Bronson feat. Chance the Rapper ‘Baby Blue’
Her er en sang, der ikke ofte associeres direkte med Mark Ronson, men han var nu engang både sangskriver og producer på dette højdepunkt fra Action Bronsons ‘Mr. Wonderful’-album. Men når man først ved det, giver det god mening. For beatet til ‘Baby Blue’ lyder slet ikke som hiphop. Det lyder mere som noget soulet klaverblues. Men Ronson får det som altid til at fungere, blandt andet gennem et melodisk omkvæd fra Chance the Rapper, der på overfladen virker sjælfuldt, men i kontekst er bittert og sarkastisk.
Bronson er tit blevet anklaget for at lyde meget som Ghostface Killah, så derfor er det ingen overraskelse, at når Ronson har skabt magi med én af dem, kan han gøre det med begge (jævnfør ‘Ooh Wee’ tidligere på listen). Bronson er i hvert fald klart i sit rette element over dette lidt sløve, men alligevel varme beat. I vant Ronson-stil afsluttes denne vrede breakupsang med bløde, soulede blæsere, der refererer over mod 60’ernes sydstatssoul. Det lyder skønt, og det runder sangen rigtig flot af.
2018: Mark Ronson feat. Miley Cyrus ‘Nothing Breaks Like a Heart’
Vi slutter af med en sang fra Ronsons kommende album, ‘Late Night Feelings’. På ‘Nothing Breaks Like a Heart’ blandes Miley Cyrus’ country-twang, en sprød westernguitar og syntetiske håndklap med et pulserende discobeat. Der emmer en længselsfuld melankoli over nummeret, hvor Cyrus lyder bedre, end hun muligvis nogensinde har gjort. Det er i det hele taget en gennemgående kvalitet, at de fleste vokalister lyder bedre end nogensinde, så snart Ronson står for produktionen.
Nummeret har været ude i lidt over et halvt år, men det er allerede tydeligt, at Ronson fik ramt plet endnu en gang med denne sang. Ligesom med Mystikal fik han givet lidt stjernestatus til en kunstner, der ellers havde haft et par år uden de store hits. Og ligesom med ‘Uptown Funk’ fik han givet nyt liv til en genre, der ellers savnede fornyelse: Intersektionen mellem pop og country. Dette gjorde han vel at mærke før ‘Old Town Road’ indtog hitlisterne.
Det er et nummer, der et eller andet sted godt opsummerer, hvilken slags producer Ronson hele tiden har været. For uanset om det gælder Boney M-samples, franske børnerim eller lyden af The Police, har han altid haft et talent for at tage lyde, der på overfladen lader til at have overskredet sidste salgsdato – men så flipper han det altid til, at det fungerer fantastisk og giver enormt god mening i et moderne poplandskab.
Læs anmeldelse: Mark Ronson forvandlede NorthSide til det dansegulv, du altid har drømt om