- Aftenens hovednavn efterlod salen i tårer: Vi var på ambitiøs endagsfestival i København
- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
Avett Brothers
Når man tager navnet The Avett Brothers, er det enten udtryk for uopfindsomhed eller et ønske om at signalere ‘family values’. Hvad der er svaret i tilfældet Seth og Scott Avett står hen i det uvisse, men sikkert er det i hvert fald, at deres musik falder inden for den amerikanske countryrock – en genre der er spækket med traditionelle og konservative værdier.
Brødrene, der flankeres af bassisten og barndomsvennen Bob Crawford, fik deres gennembrud med ‘Emotionalism’ tilbage i 2007, som vandt mange fans i hjemlandet. Heriblandt en vis Rick Rubin der siden signede bandet på sit American Recordings-label, og som også har siddet bag knapperne på ‘I and Love and You’.
Og det kan man sagtens høre, for Rubin har givet brødrene en hormonindsprøjtning, der udmønter sig i en række klaverbårne og stort instrumenterede popsange med højt til loftet. Et udtryk der virker bedst på titelnummeret og på den lidt hurtigere ‘It Goes on and on’, hvis omkvæd er svært at ryste af sig.
Alligevel har jeg svært ved at knuselske albummet. For jeg kan godt lide min alt. country skramlet, og ‘I and Love and You’ er tydeligvis pakket ind, så den rammer familien Amerika lige i hjertekulen med sin fejlfri, episke og polerede lyd. Ikke at der i sig selv er noget forkert i det, men det står i dette tilfælde i vejen for, at de ellers stærke melodier for alvor folder sig ud.
Avett Brothers. 'I and Love and You'. Album. Sony.