Weyes Blood var svært vemodig og boblende let på Roskilde Festival

Den unge amerikanske sangerinde Natalie Mering gav en drømmende og melodramatisk opvisning i, hvordan man leverer stoisk og elegant retro-klingende og alligevel futuristisk popmusik med en kølig distance til publikum og sit eget talent.

Selv om Mering, der går under kunstnernavnet Weyes Blood, både var lun og sjov, efterlod hun publikum med et smertestik i deres hjerter. Oven på et fundament af sagte klaverakkorder demonstrerede hun på ’Used To Be’, hvordan sødme og coolness kan gå hånd i hånd, når man besidder en stilsikker vokal og har tasken fuld af gode melodier.

Med numre som ’Seven Words’ og ’Picture Me Better’ dykkede hun ned i sølet på den uforløste kærlighed, og samtidig lagde hun så meget tyngde i sine sungne ord, at der uden tvivl blev spildt en tåre eller to blandt publikum.

Mering havde en unik evne til at lyde svært vemodig og boblende let på en og samme tid. Hun forvaltede sine næsten påtrængende retro-hymner med så stor naturlighed, at det virkede som om, hun var født på en scene med et instrument i hånden og en mikrofon foran munden.

Efter en magtdemonstration i catchy omkvæd og genkendelige vers gav hun plads til et covernummer af The Beach Boys. Med ’God Only Knows’ viste hun tydeligt, hvilket band, der med sikkerhed var med til at forme hende som musiker.

Afslutningsvis og efter en kort introduktion af hendes velspillede band gled Mering og co. over i ’Do You Need My Love’, som netop denne solskinsaften fremstod som en af moderne tids store kærlighedsmanifester.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival