‘Anima’ understreger, at Thom Yorke er en af sin generations største musikbegavelser
En af musikhistoriens mest markante metamorfoser fandt sted, da Radiohead fulgte det kunstnerisk fuldt forløste mirakel ‘OK Computer’ fra 1997 op med ‘Kid A’ tre år senere. Her implementerede det alternative rockband electronica og ambient minimalisme i en så vellykket grad, at disse genreekspansioner nu er en selvfølgelig del af Radioheads lyd.
‘Kid A’ var således karrieredefinerende og en portal til nye udtryksmuligheder, som ligeledes har karakteriseret frontmand Thom Yorkes andre kreative kanaler. Det er i hvert fald samme velovervejede balance mellem lydcollager og kompositioner, der præger Yorkes tredje reelle soloalbum, hvis vi fraregner diverse soundtrack-bestillingsopgaver, heriblandt sidste års glimrende ‘Suspiria’.
Albummet er blevet til i samarbejde med Radioheads mangeårige sparringspartner, producer Nigel Godrich, hvilket bevirker, at det placerer sig naturligt i slipstrømmen af både bandets diskografi og Yorkes eget katalog af udgivelser. Man føler sig således hjemmevant i selskab med ‘Anima’, der har et usvigeligt sikkert greb om det virkningsfulde og stemningsskabende.
Yorke kalder selv albummet for en rejse i angst og dystopi, og det er da også som melankoliens maestro, at han hovedsagligt dirigerer slagets gang. Den hypnotiske ‘Last I Heard (…He Was Circling the Drain)’ er som en centrifuge af vemod, og man henføres fuldkomment og svæver nærmest i vægtløs tilstand på de svalende krusninger i den bjergtagende ‘Dawn Chorus’s ambiente minimalisme.
‘The Axe’ knejser mod mørke tinder og binder tråde tilbage til både ‘Kid A’ og ‘Hail to the Thief’, så sangen fremstår som en slags facit på Yorkes åbenlyse talent ud i at omsætte sindets snørklede irgange til vedkommende musikalske rejser.
Samtidig aner man en charmerende spontanitet, der trods det tydeligt tilrettelagte univers indikerer, at sangskriveren også kan overgive sig til den umiddelbare idé. ‘Not the News’ er således forankret i et diskant loop, der virker undfanget og bevaret i en pludselig indskydelse.
Yorkes evne til at lade det elektroniske fusionere naturligt med det håndspillede er ligeledes præsent. Halvvejs inde i ‘Twist’ får programmeringerne følgeskab af både klaver og strygere, ligesom den smægtende basfigur i ‘Impossible Knots’ og ‘Runwayaway’s klart optrukne guitarspor vidner om, at Yorke og Godrich i studiet ligeså meget opererer med en taktil tilgang som glæden ved de mange muligheder i ProTools.
Selv om disse sange er undfanget i en tilstand af pessimisme, angst og dystopi, efterlader det et dybt og varigt indtryk, som paradoksalt nok gør én optimistisk og vækker troen på, at det hele nok skal gå alligevel.
‘Anima’ understreger, at Thom Yorke er en af sin generations største musikbegavelser.
Kort sagt:
I samarbejde med sin mangeårige sparringspartner Nigel Godrich har Radiohead-frontmanden skabt et fremragende soloudspil, hvor håndspillede instrumenter og computerens programmeringer er glimrende afstemt i forhold til albummets talrige stemningsskabende stunder.