Menomena

Menomena lyder som alt muligt andet. Men med tryk på ‘alt’ bliver det i dette tilfælde snarere et adelsmærke end et egentligt kritikpunkt.

På Portland-gruppens fjerde album er legesygen nemlig stadig så udtalt, at det ikke er noget problem, at de stjæler med arme og ben og lyder skiftevis som The Flaming Lips, TV on the Radio og Broken Social Scene. For nu bare at nævne nogle eksempler.

Selv om Menomena fortsat konstant bevæger sig ind og ud af udtryksfulde krinkelkroge, er der et gennemgående spor af mørke, der albummet igennem aldrig helt slipper sit tag i én.

Titlen ‘Mines’ vidner muligvis om, at Menomena har valgt at tage lytteren med derned, hvor der er rigtig mørkt. Tekstuniverset er dystert og til tider helt bizart. Som på den dunkle ‘Five Little Rooms’ hvor der messes: »Five little rooms / One for each of my husbands / One for each of my bridegrooms / And their prostitutes / And their children«.

Udtrykket er for mærkværdigt til at være pop og for teatralsk til helt at være indierock. Der er måske skruet lidt ned for vildskaben i forhold til forgængerne. Men ligefrem at kalde udspillet for afdæmpet er nok at tage munden for fuld. Hertil er albummets kreativitet og detaljerigdom simpelthen for imponerende.