Prins Thomas

Genrebetegnelser er en sjov ting. For det meste bare fordi man kan nørde rundt i dem og finde referencer i alskens aparte musik. Tag for eksempel genrer som krautrock, minimal house og disco. Læg dem sammen og du får det mærkat, som Prins Thomas har fået klasket i panden: Space disco.

Læg dertil at hans nyeste selvbetitlede udspil tilmed er utroligt velproduceret, og man har formlen for, hvordan man tager røven på sine lyttere. Det er bare utrolig farligt at trække så åbenlyst på sine forbilleder, for det bliver aldrig lige så godt, når det er blevet lavet før. Og så oven i købet for mere end 30 år siden.

Faktisk kan man sige, at seks syvendedele af albummet, i særdeleshed albummets to indledende numre ’Orkenvandring’ og ‘Uggebug’, lyder som Ash Ra Tempel og Neu!. Og ja, så lyder det sidste nummer ‘Slangemusikk’ skræmmende meget som Jean Michel Jarre. Samtidig er referencerne så dundrende udtalte, at det virker lidt ufrivilligt fjollet. Eksempelvis hedder et nummer ‘Sauerkraut’, men det kommer jo så også fra en mand, der har udgivet en ep med titlen ‘Göttsching’.

At han sjasker et disco-beat ind over det meste af det hjælper heller ikke ligefrem på situationen. Det forbliver jævnt og uoriginalt. Og så er jeg egentlig ligeglad med, om man kan danse til det.