Nostalgiske Whitney maler tidløse musikalske billeder
På debutalbummet ’Light Upon the Lake’ og højdepunktet ‘Golden Days’ sang Whitney om at længes og søge efter forsvundne gyldne tider. Sangen er et breakup-nummer om længslen tilbage mod simplere tider efter et forlist forhold, men i mine øjne føles længslen efter simplere og forsvundne tider også som en smuk metafor for Whitneys musik.
For når man lytter til deres sange, lytter man også til et band, der musikalsk søger tilbage til et sted og en lyd i musikhistorien, der ikke findes længere. Den oplagte sammenligning er musikscenen i Los Angeles-bydelen Laurel Canyon, hvor legendariske musikere som Jim Morrison, Neil Young, Stephen Stills, David Crosby, Graham Nash, Joni Mitchell, The Mamas and the Papas og mange flere alle boede og skrev deres musik i slutningen af 60’erne og starten 70’erne. Det var sågar Joni Mitchells hus i netop Laurel Canyon, der blev udødeliggjort i Crosby, Stills, Nash & Young’s klassiker ‘Our House’.
Men Whitneys musik er ikke bare et nostalgitrip, der slavisk gentager fortiden. I stedet maler de musikalske billeder, der føles næsten tidløse, og på deres andet album fortsætter duoen præcis, hvor de slap på debuten med sange om kærlighed, venskab og følelsen af at holde fast, selv om man langsomt glider fra hinanden.
»Though we started losing touch / I’ve been hangin on because / you’re the only one I love / even when you’re giving up«, synger Julian Erlich således allerede på albummet første sang ‘Giving Up’, mens hans karakteristiske falset på ‘Valleys (My Love)’ skærer temaet endnu mere ud i pap:
»I feel like I’m holding on / to a place in your heart that’s long gone«.
Samtidig aner man dog en kerne af håb midt i melankolien. Der er simpelthen bare noget afsindigt romantisk over Whitneys sange, der balancerer akustiske guitarer, piano, horn og Max Kakaceks delikate lead guitar-arbejde, der perfekt binder det hele sammen. Det er det perfekte soundtrack til en køretur med vinduet rullet ned, nostalgi i bakspejlet og landevejens åbne muligheder foran dig.
På ‘Forever Turned Around’ har Whitney desuden skruet godt og grundigt op for lyden og deres musikalske virkemidler. Faktisk lyder albummet så lækkert, at lyden på debutalbummet næsten virker flad ved en direkte sammenligning, og førnævnte ‘Giving Up’ og ‘Valleys (My Love)’ skriver sig sammen med den smukke ‘Used To Be Lonely’ ind blandt Whitneys smukkeste sange til dato. Derfor er det desto mere ærgerligt, at ikke alle sangene lever op til den smukke lyd. Den lidt kluntede ‘Song For Ty’ lyder til sammenligning mest af alt som et svagt ekko af Whitney, når de er bedst, mens den instrumentale ‘Rhododendron’ føles som unødigt fyld.
For fans af bandets debutalbum vil ‘Forever Turned Around’ dog på ingen måde skuffe. For selv om Whitney ikke tager de store chancer, så har de håndværket i orden, og selv på albummets svageste sange suges man tilbage til en nostalgisk, varm og gylden tid, der måske aldrig har fandtes.
Kort sagt:
På deres andet album fortsætter Whitney præcis, hvor de slap på debuten. Det er sange om kærlighed, venskab og følelsen af at holde fast, selv om man langsomt glider fra hinanden. Alt sammen sat til til tonerne af musik fra en gylden tid, der ikke findes længere.
Læs også: De melodiske folkrockere i Whitney kommer til Danmark