Yawning Man

Stonerrock-genren er for længst vokset ud af nichen og skræver nu over et kilometerbredt spektrum af bands. Yawning Mans krogede og meditative instrumentaljams deler eksempelvis umiddelbart ikke mange takter med Queens of the Stone Age. Men hvis Josh Homme leverer sødt poppede bælle-bobler til masserne, så er gudfædrene i Yawning Man nok årgangsguldet, lagret på egefade til den rette lejlighed, og det rigtige publikum.

Albummet, som kun er bandets andet i en snart 25-årig karriere, er således bestemt ikke for alle. Adgangskravene hedder tålmod og villighed til at lade musikken vokse på sig, som mos på en sten. Man kan drage paralleller til Mogwai, som behersker de langstrakte guitarcentriske stemninger med samme virtuositet. Den unikke lyd kan således i høj grad tillægges Gary Arces supermelodiske, og dog alligevel abstrakte og excentriske guitarspil, men også Mario Lallis firestrengede bidrag, hvormed han uortodokst ofte spinder solmodne og fuldtonede akkorder fremfor reelle baslinjer.

Det er desværre samtidigt mindre fokuseret end bandets tidligere output. ‘Blue Foam’ er komplet forglemmeligt, og nummeret lyder tillige som om båndet bare løber brat ud til sidst, mens opfølgeren ‘Ground Swell’ virker lige så søgende og uforløst.

Højdepunkterne dominerer heldigvis. De to takes på samme tema, ‘Camel Tow’ og ‘Camel Tow Too’ virker ikke overflødige og det gamle nummer ‘Sand Whip’ kommer endelig til ære og værdighed med en blændende studieindspilning. Bandet rider ud i solnedgangen på slutreplikken ‘Laser Arte’, som tillige overstråler alt andet på albummet og indvarsler ørkennatten, hvor himlen åbner sig, og universet vælter ned over kaktusserne i det glohede sand.