Antony and the Johnsons

Skal man forsøge at beskrive essensen af Antony and the Johnsons’ musik, må det være følelsen. Og gruppens omdrejningspunkt, engelskfødte, amerikansk-hærdede Antony Hegarty, fremstår som en fænomenal, ja, fuldstændig blændende kunstner, netop fordi han er en så eminent, ligefrem fantastisk fortolker og formidler af følelser.

Den mest nærværende og nødvendige følelse hos Hegarty synes at være splittelsen. Oplevelsen af at være en kvindestemme fanget i en mandemund. Og længslen efter kærligheden, accepten og en bedre verden, men samtidigt også en taknemmelighed for den allerede modtagne kærlighed.

Antony and the Johnsons lyder som sig selv. Nuvel synes pompøsiteten fra 1998-debuten langsomt at være dæmpet undervejs, og en mere bastant blues har ind imellem vist sit ansigt. Men det er kun små nuancer, krusninger i det samlede output. For på ep’en er det smygende piano der stadigt sammen med balladerne, der er så hjerteknugende, så intime og dermed fascinerende. Det være sig på ‘You Are the Treasure’ og ‘My Lord My Love’. En ny nuance er den akustiske guitar, der, udover stemmen naturligvis, er hovedaktør på ep’ens to sidste numre, genfortolkninger af Bob Dylans ‘Pressing on’ og John Lennons ‘Imagine’. Her er det førstnævnte, der adskiller sig mest markant fra originalen.

Antony and the Johnsons er stadig Antony and the Johnsons. Og de vil forhåbentligt blive ved med at gøre, hvad de gør, så intenst og dybfølt: Formidle følelser som kun få.