Manic Street Preachers

Næsten 20 år er der gået, siden de maniske gadepræster proklamerede, at de ville gå i opløsning. Det var efter deres debut ‘Generation Terrorists’, der med ét gjorde glamrock og eyeliner ok igen på datidens ellers meget mørke og indvendte engelske rockscene. Nu er de klar med deres tiende studiealbum, og her har de på flere planer lavet et slags musikalsk opkog af deres lange og begivenhedsrige karriere.

»I will not give up and I will not give in«, meddeler forsanger James Dean Bradfield på titelnummeret, og hvorfor skulle han egentlig også det? For Manic Street Preachers har en eminent evne til at skabe intelligent og yders velklingende musik. Denne plade indeholder ikke et eneste nummer, der ikke har hitpotentiale. Hvis hitpotentiale handler om genkendelige omkvæd, dramaturgisk genkendelighed og begavede tekster, vel at mærke.

Der tænkes stort, og det kendetegner i sandhed lydbilledet. Med hvinende glam-guitarfigurer, strygerne på fuld skrue og de føromtalte bombastiske omkvæd er man som lytter mættet. Men det er måske en anelse for meget af det gode. ‘Some Kind of Nothingness’, med vokalhjælp af Ian McCulloch og et gospelkor, nærmer sig smertegrænsen men overskrider den alligevel ikke helt.

Corny eller ej. Manic Street Preachers har lavet en plade indeholdende det, de er bedst til, som ligger i fin forlængelse af de to store hovedværker ‘Everything Must Go’ og ‘This Is My Truth, Tell Me Yours’. Der var ingen gode argumenter for, at bandet skulle gå opløsning efter deres flabede debut for 18 år siden, og det er der så sandelig stadig ikke.