James Blake

Glem alt om dystopiske, ketogantunge basvrængninger. James Blake bringer et helt anderledes greb ind i den dunkle hule, der er dubstep. Og nu hvor vi er i gang med at glemme, er der ingen grund til at dvæle mere ved nyheden i James Blakes anderledes fortolkning af genren. For hans lyd er meget andet end det. Mest af alt sin helt egen.

James Blakes tredje udspil er mere mørkt end hans tidligere produktioner. ‘Klavierwerke’ er, ligesom coveret, på samme tid meget bart og tilsløret og trækker på Blakes klassiske træning. På titelnummeret muterer klaverspil ud i en baslinje, der imiterer en kemisk puls og loops af afmonterede digitale hyl. Hvor den britiske producer før har affekteret med 90’er-r’n’b/soul-samples, benytter han her forvrængede sammenkogninger af piano- og vokaloptagelser. Han bruger stilheden som instrument. En enkelt lang tom passage udfyldes af en subtil hi-hat, for at tage titelnummeret over i menneskeknips og sub-bas. Midttempoet sættes op på ‘Tell Her Safe’, hvor en utydelig vokal går i tomgang under lagvis af pudderstøj, der griber videre ind i ‘I Only Know (What I Know Now)’. ‘Don’t You Think I Do’ drives fremad af dolkende synth og soulede klange.

Blake er noget af det mest originale og løsrevne, der er at finde i det elektroniske spektre lige nu. ‘Klavierwerke’, som refererer til Blakes elskede Berghain i Berlin, er dog også en sammenflydende størrelse, hvilket kan betragtes som velsmurt eller enstonet.