TO ÅR EFTER #METOO. »Det sker, hver gang man fortæller en joke…«, starter Bill Burr i sin Netflix-special ’Paper Tiger’ og udpensler reaktionen med en vrænget-forkælet stemmeføring:
»’Hvad mener du med det? Jeg gik ikke i træningscenteret i dag, kalder du mig tyk? Jeg føler mig fucking triggered!’«, efteraber han og slår for egen regning fast: »Man skal undskylde over for alle…«.
Mine damer og herrer: Den trætteste standup-rutine i 2019. Burr fortsætter settet med at beklage sig over, at Bryan Cranston fik kritik for at spille handicappet i filmen ’The Upside’, og derefter skal det handle om, hvordan hvide kvinder intet har at brokke sig over.
Gaaaab.
Ikke fordi man ikke må tale mangfoldighedsforkæmperne imod, men fordi det for længst er blevet en så slidt kliché at spinde jokes på den politiske korrekthed, krænkelseskultur og kønsdiskussionen, at man kan høre de nøjagtigt samme vittigheder ved den årlige julefrokost i Slagelse Bridgeklub.
Alligevel turnerer en række af verdens mest profilerede komikere med netop denne pointe, mens de implicit pudser glorien over, at netop de tør sige pc-politiet imod. Ja, dig og enhver hyggeracistisk onkel fra Herodes til Pilatus!
Siden #MeToo er comedy-scenen blevet den mest åbenlyse arena for tidens store identitetsdebat. Det skyldes selvfølgelig både, at et af standupgenrens ypperste fortrin er at lave sjov med alt det, vi ellers normalt ikke må grine af – uden begrænsninger eller kritisk-analytisk modspil – dels at miljøet traditionelt har været domineret af mænd, hvilket gennem tiden har afstedkommet så mange skamredne my wife-jokes, at det ville få internettet til at crashe, hvis man lagde dem alle op på én gang.
Det har været trist at overvære de etablerede komikerhelte gå til grunde i kølvandet på en #MeToo-verdens øgede bevidsthed om køns- og magthierarkier. Og jeg mener ikke gå til grunde på Bill Cosby- eller Louis C.K.-måden. Jeg tænker på deres iver efter at spinde frugtesløse vittigheder på bekostning af overgrebsofre eller minoriteter og at fremstille sig selv som de virkelige ofre, når de efterfølgende bliver mødt af kritik. Nogen tillader sig at have en holdning til mine provokationer – buhu!
Ricky Gervais adresserer i sin første standup-speciel i syv år, ’Humanity’, selvretfærdigt den kritik, han fik efter sine Golden Globes-værtsskaber. »Alle er forskellige. Alle er bloggere. Alle skriver: ’Jeg blev stødt’. Hvorfor? ’Han sagde forfærdelige ting’. Ja, men han sagde mange forfærdelige ting? ’Ja, men det var den ting, som jeg går op i’«, vrænger han, før han giver sig til at forklare en joke om transkvinden Caitlyn Jenner, som han mener blev misforstået.
Dave Chapelle trasher transpersoner ved enhver given lejlighed, og i sit nyeste Netflix-show erklærer han skråsikkert, at han tror, de påståede Michael Jackson-ofre lyver. Han tror, det giver ham kant, men i stedet virker han oldschool på den ufede måde.
Både Gervais og Chapelle er teknisk brillante komikere, og det er bestemt ikke, fordi deres respektive shows er uden højdepunkter. Men fra at være outsiders og underdogs fremstår de nu som satte og selvfede – lige så navlepillende optagede af deres egne dagsordener som det såkaldte krænkelsespoliti, de har så travlt med at gøre grin med.
Aziz Ansari kiggede indad
Det er jo bare for sjov. Man skal kunne lave sjovt med alt. Nu må man bare slet ikke lave sjov med noget.
Sådan lyder de typiske forsvar for komikkens dinosaurer. Men helt ærligt: Man er da en sølle komiker, hvis fantasien kun rækker til at sparke nedad og åbne døre indad? Mere originale er jokes om de mange bogstaver i LGBTQ-remsen så heller ikke, og hvis man ikke kan finde inspiration til sit materiale i mere uudforskede hjørner af livet og samfundet, ja, så er ens tid på standup-scenen måske bare ved at være forbi.
Selvfølgelig er det muligt at være sjov uden at nedgøre pårørende til ofre for skoleskyderier, som Louis C.K. gjorde det i et af sine første standup-sets i New York efter sin masturbationsskandale. Og selvfølgelig kan man stadig lave grænseoverskridende sjov med krænkelser, identitetspolitik, terror og mord fra et friskt perspektiv, som ’Den Korte Radioavis’ (RIP) beviste – så længe det er gennemført, nytænkende og meningsfuldt.
Modsat C.K. ramte Aziz Ansari plet i en #MeToo-eftertid med sit Netflix-show ’Right Now’, hvor han tillod sig at lægge ansigtet i alvorlige miner i flere minutter ad gangen, og hvor han forholdt sig forbløffende nuanceret til sin egen #MeToo-sag.
Den famøse fortælling om hans date med en anonym kvinde i New York var uomtvisteligt den tyndeste kop te i slipstrømmen på Weinstein-sagen, men alligevel tog Ansari ved lære af den, mens han samtidig erkendte, at han var gået igennem alle faser af vrede og forbitrelse over hele forløbet. Anzari kiggede indad – og gjorde os alle klogere. Og har den mest levedygtige standup ikke altid været den, som ikke blot fik os til at skraldgrine, men som åbnede et perspektiv på verden, som vi ikke havde tænkt over før?
Det var det, Louis C.K. – unægtelig en af de dygtigste standuppere i historien – var så forbandet god til, før han besluttede sig for, at det mest af alt var synd for ham selv, at han havde spillet den af over for den første den bedste kvinde, der på ingen måde havde bedt om det. Engang udstillede han udsøgt den vestlige verdens privilegier, nu lader det til, at han primært værner om sine egne.
Men lad os se – han er i skrivende stund på vej med sit første egentlige show post-onani-gate, og måske træder han alligevel i karakter som den gudsbenådede truthteller, han engang var.
Rape jokes
Til forskel fra serier og især film er standup en hurtig og fleksibel kunstform, og siden #MeToo har comedyfeltet heldigvis også været hjemsted for en modsatrettet bølge i kontrast til verdens Chapelles og Gervaises: En bevægelse, der har brugt #MeToo som affyringsrampe til at tale om emner, der reelt har været tabu på komikerscenen. Flere nye kvindelige komikere har bragt deres egne overgrebshistorier til mikrofonen og understreget, at man sagtens kan være ærlig, sjov, provokerende og tankevækkende uden at latterliggøre dem, der ikke i forvejen har det synderligt morsomt.
I sin special ’Rape Jokes’, der kan findes på Spotify, fortæller Cameron Esposito sin egen historie om dengang, hun drak sig fuld med en mand, som efterfølgende begik et seksuelt overgreb på hende. Esposito har fortalt The Washington Post, at hun skabte showet som reaktion på, at medierne i #MeToo-dækningen fokuserede langt mere på gerningsmændene end ofrene. ’Rape Jokes’ er således både sjov og ramme alvor.
Walisiske Kiri Pritchard-McLean står bag standupshowet ’Victim, Complex’, og hun har skrevet jokes om alt fra grooming af børn til seriemordere. Men som hun siger til Time Magazine: »Du griner aldrig af offeret. Du griner af det inkompetente politi eller det forfærdelige mord. Der er masser af magtskikkelser at sparke op mod. Man behøver aldrig sparke nedad«.
Amerikanske Nikki Glaser udfritter friskt og frækt i showet ’Bangin’ de indgroede kønsrollemekanismer, hvor kvinder bliver presset til at have sex, uden at man kan kategorisere det som egentlige overgreb: »Hvis du gør en fyr hård, så skal du gennemføre det, for ellers er du en selvisk cunt! Hvorfor gjorde du den hård, hvis du ikke har tænkt dig at gøre det? Hvis du opbygger den, skal han komme. Du kender reglerne«, siger hun.
Først og fremmest var det dog Hannah Gadsby, der indstiftede en ny epoke for standup med sit banebrydende show ’Nanette’.
Her ruskede hun dels op i grundstrukturerne for comedygenren som sådan (er comedy-formen i sig selv med til at fastholde status quo?), dels var hun lige så uafrysteligt oprigtig, som hun var sjov, når det kom til hendes smertelige personlige historie med identitetskrise, chikane og voldtægt.
Straks efter ’Nanette’s kolossale succes turede et væld af mandlige komikere frem med holdningerne om, at showet mest af alt var en godt eksekveret TED-talk og da ikke specielt sjovt. Men news flash: Man kan se talrige timelange specials på Netflix, HBO og TV 2 Zulu uden at grine oprigtigt mere end to-tre gange, så selv blandt sjovt-sjove komikere er der altså ofte forbløffende langt mellem morskaben.
Og jeg grinede mere af ’Nanette’ end af langt størstedelen af de øvrige standupshows, jeg har set, mens jeg sideløbende blev jeg berørt og fik udvidet min horisont. At Gadsbys oprigtighed og alvor kunne vendes til en svaghed, siger en del om det forstokkede verdenssyn, der præger nogle af de komikere, som har siddet på flæsket i årtier. Standup-genren stod i mange år, ikke mindst herhjemme, i stampe som fastfood-underholdning for plathumoristiske drengerøve, og der er ingen grund til ikke at hilse fornyelser af genren velkommen.
Hannah Gadsby ændrede spillereglerne for comedy. ’Nanette’ fik oprindeligt premiere før #MeToo i efteråret 2017, men skabte overskrifter, efter det landede på Netflix i juni 2018. Det talte perfekt til en tid, hvor grinet måske ikke længere altid havde højeste prioritet, ikke engang i comedy. De klassiske sitcoms blev i samme periode udfordret af mere mørke og alvorlige dramedys og sadcoms (’Girls’, ’Transparent’, ’Fleabag’, you name it), måske fordi den konstante jagt på puns begyndte at føles for gennemskuelig, for kunstig.
Nu var opbygningen, fortællingen og substansen lige så vigtig som punchlinen, men det fede var, at det i mange tilfælde blot gjorde komikken mere sofistikeret og bæredygtig. Det gjaldt også ’Nanette’.
Efter #MeToo er komik ikke længere for sjov. Men sjovt nok har det revitaliseret genren og skilt får fra gammelfar i processen.
MERE I TEMAET TO ÅR EFTER #METOO:
Serierne sender et sidste liderligt suk for de gamle rige røvhuller
Her er #MeToo-æraens hovedværker – fra uafrysteligt seriemesterstykke til omdiskuteret dokumentar
»Mit første job i Hollywood lærte mig, hvordan man ikke græder på arbejde«
To år efter #MeToo har Hollywood favnet de vrede kvinder – men den endelige test venter forude