Swans

Til manges store fortrydelse, besluttede Swans sig for at gå i opløsning tilbage i 1997, men 13 år senere er de altså tilbage. Kernemedlemmet Jarboe er ikke længere en del af bandet, men det betyder åbenbart ikke alverden, for Michael Gira og co. har således begået et årets mest hæsblæsende og kompromisløse langspillere.

Båret af skærende og forvrængede guitar samt tonstunge trommeslag har de eksperimenterende newyorkere skabt et apokalytisk og dystopisk lydunivers, som hele tiden holder sig en knivsæg fra at blive ‘for meget’ og dekadent. I stedet fremstår næsten hele ‘My Father Will Guide Me…’ som naturlig, oprigtig og nærmest genial.

Der skal dog gerne være et men, og det er da også i denne sammenhæng. Sangen ‘You Fucking People Make Me Sick’, hvor Devendra Banhart og Giras tre-årige datter bidrager med vokal, bliver et tilbagevendende irritationsmoment, fordi Banharts nasale vokal slet ikke rummer evnen til at frembring den stemning, som Giras croonervokal gør på resten af pladen.

Den ene misser skal dog ikke tage noget fra et album, som generelt holder jætteniveau og må stå som årets stærkest comebackalbum og måske det bedste postpunk- og industrialalbum i flere år. At skulle vælge højdepunkt er nærmest umuligt, men åbneren ‘No Words/No Thoughts’ samt afslutningsnummeret ‘Eden Prison’ er to bud fra et album, man ikke må snyde sig selv for.