Camila Cabellos ’Romance’ føles som at læse en lummer damebladsnovelle
Man skal have barrikaderet sig godt og grundigt inde i 2019 for at have undgået det allestedsnærværende sommerhit ’Señorita’ med Shawn Mendes og Camila Cabello i hovedrollerne som et passioneret par, der ikke kan holde fingrene fra hinanden.
Spekulationer omkring deres civilstatus i kølvandet på især den hede musikvideo og flere fællesoptrædener har udgjort en af årets mest saftige sladderbøffer, og det hele endte da også med, at de to turtelduer fik hinanden i sidste ende. På den måde udgør ’Señorita’ altså selve hjertet af ’Romance’, som er det tidligere Fifth Harmony-medlems bud på den svære toer efter sidste års solodebut ’Camila’.
Cabello har selv udtalt, at ’Romance’ handler om at forelske sig, og det er da heller ikke et tema, man på nogen måde kommer i tvivl om i løbet af albummets 14 sange. Allerede på åbningsnummeret bliver vi således inviteret ind i et dramatisk univers fyldt med forbudt kærlighed og seksuelle spændinger, som faktisk forløses virkelig godt fra start i ’Shameless’s nærmest desperate og dystre elektroniske univers.
Som albummet forsætter bliver det dog helt tydeligt, at Cabellos idé om forelskelse og kærlighed i høj grad handler om sex – og det er der ikke nødvendigvis noget galt i, men store dele af ’Romance’ er desværre præget af en lidt klistret, lummer stemning både musikalsk og tematisk. Det tager især overhånd på de tre sange ’My Oh My’ med besøg fra rapperen DaBaby, kærlighedsduetten ’Señorita’ og den Ace of Base-samplende ’Liar’, der ligger i umiddelbar forlængelse af hinanden – som en hed erotisk damebladsnovelle i tre dele.
Det er jo ikke fordi det på nogen måde er noget nyt at synge om sex i popmusik, og emnet har da også sågar været en feministisk markør, som poppens kvinder har brugt til at reclaime deres seksualitet. Men når Cabello på ‘My Oh My’ synger »I swear on my life that I’ve been a good girl / tonight, I don’t wanna be her«, får man bare nærmere følelsen af, at sex er noget forbudt, som altså ikke er for de pæne piger.
Det er ikke fordi, der er noget decideret antifeministisk over det budskab. Det er egentlig bare lidt kedeligt efterhånden – mest fordi det også ofte er ledsaget af alt for mange meningsløse floskler som på den ellers sjovt flamenco-inspirerede single ’Living Proof’, hvor man undrer sig over, hvad linjen »When you touch me / paint me like a Van Gogh« egentlig betyder?
’Romance’ er dog ikke uden lyspunkter, som udover åbneren ’Shameless’ tæller singlen ’Easy’, den Charli XCX-klingende ’Dream Of You’ og det sukkersøde, men alligevel charmerende afslutningsnummer ’First Man’, der er som en side taget ud af Taylor Swifts lyserøde sangbog.
Som albummets absolut bedste nummer står dog uden tvivl ’Used To This’, der er produceret af Billie Eilishs hofproducer og bror, Finneas O’Connell – og det mix kan han altså godt være bekendt. ’Used To This’ skiller sig nemlig hurtigt ud fra mængden med sine helt simple effektfulde detaljer, som eksempelvis når et tikkende ur udgør akkompagnementet til Cabellos luftige vokal og den mere oprigtige tekst »it’s gonna take me a minute / but I could get used to this«.
’Romance’s attributter er dog ikke helt nok til at opveje for den generelt flade fornemmelse, man sidder tilbage med efter flere gennemlytninger.
Albummets portræt af kærligheden og forelskelsen er simpelthen for unuanceret til, at temaet holder stand, og det bliver på mange måder som at lytte til den musikalske udgave af en sæbeopera eller måske den latinamerikanske pendant telenovela. Begæret er altopslugende og omhandler næsten udelukkende passion, lidenskab og drama på en facon, hvor det hele desværre også føles lidt opstillet og kunstigt – selv om man da ikke kan være andet end glad på ’Shamilas’ (Mendes og Cabellos couple name) vegne, hvis det viser sig, at deres forhold (eller måske bare sexliv) rent faktisk lever op til ’Romance’s ja… stærkt romantiserede fremstilling heraf.
Kort sagt:
Trods lyspunkter undervejs – blandt andet med producerhjælp fra Billie Eilishs bror, Finneas – føles ’Romance’ mest som den musikalske udgave af en sæbeopera; lidenskabelig, men kunstig.