Håbet om Brad og Jennifers genforening er håbet om genoprettelse af universet

Det er den eneste lykkepille, dit kolde vinterhjerte har brug for i denne uge.

Den eneste eskapistiske drøm, du behøver for at kunne flyve fløjtende afsted på cykelstien igennem regn og rusk.

Og det første forårskåde bevis for, at 2020 måske alligevel vil overraske positivt og trække vor desillusionerede civilisation væk fra fortvivlelens afgrund.

Så følg med mig, kære ligesindede fangirl/boy/nysgerrige overspringshandler, ned i kaninhullet af kærlighedshungrede nostalgi med kun en knivspids navlepilleri og et generøst drys af håb for menneskehendes frelse…

Han smilede til hende:

Hun smilede til ham:

Han tog hendes hånd:

Og tusinde hjerter på Twitter eksploderede i en sky af regnbuefarvede sæbebobler, mens verdens samlede paparazzi-stand kom i bukserne af eufori over se årets omsætning reddet af det øjeblik, ALLE os over 30 (indrøm det bare) har sukket efter igennem 15 lange år, hvor verden hastigt gik af lave, og alting 90’er-sorgfrit forsvandt i en tåge af breakups, breakdowns, Kardashians og klimaforandringer.

Brad Pitt og Jennifer Aniston: Forenet til SAG Awards, hvor begge hjemtog priser for henholdsvis Quentin Tarantinos ’Once Upon a Time In Hollywood’ og Apple-serien ’The Morning Show’. To Hollywood-ikoner på toppen af deres respektive karrierer og tidligere elskende med en forholdshistorik så gennemanalyseret i offentlighedens søgelys, at det alle dage har været umuligt skille fakta fra fiktion i en skilsmisse-måske-utroskabs-sag, der i bund og grund ikke kom andre ved end de to hovedroller og måske Pitts nye hustru-måske-sidespring-men-sidenhen-baby-mamma-og-nu-eks, Angelina Jolie.

Men ærede læser, begrav de uskønne sladderkonspirationsteorier og lad varmen fra forsoningens blomstrende æra kysse din kind: Brad og Jen er tilbage. Og det uomtvistelige, 100 procent vandtætte og helt igennem saglige bevis (bevares, man har vel en vis journalistisk integritet) skal findes på toppen.

Lige så begavet Pitt er udi at forsvinde ind i forskelligartede karakterer foran kameraet, lige så ferm er han nemlig udi at lade sine lokker tale kærlighedens sprog i kulissen. Langhåret påstand? Ingenlunde:

Med udgangspunkt i dette kuriøse, men ikke desto mindre imponerende insisterende peacocking-mønster bør nedenstående ikke efterlade megen tvivl om intentionerne bag Pitts nuværende gyldne reflekser, der slet og ret synes at gå i ét med Anistons signaturtone:

Og her, mine damer og herrer, the money shot:

I rest my case.

Men hvorfor gør tanken om Brad og Jens genopstandelse så instinktivt godt for så mange?

Det er en universel sandhed anno 2020, at verden var bedre i går og allerbedst i 90’erne, og Instagram flyder over med hipster-approprierede tidskapsler a la @90sAnxiety og @90sMilk, der fylder os med længselsfulde feels efter en mindre photoshoppet, mere autentisk kendistid (shut up), hvor drømmeromancen mellem kongen af Hollywood og dronningen af kabel-tv var den Hellige Gral svøbt i casual denim og flip-flops.

Selvfølgelig under vi vores alle sammens yndlingsveninde Aniston al mulig Apple-lykke, når nu hun og vennerne på Central Perk har suppleret vores hverdagssoundtrack med velkendte stemmer på repeat igennem tre årtier.

Ligesom vi også under Pitt både hans aktuelle Tarantino-renæssance samt et glimt af solskin i privaten i kølvandet på skilsmissen fra Jolie og indrømmelserne om et årelangt alkoholmisbrug (bevares, en mindre guldbeslået leading man havde fået lov til at sejle i sin egen glemslens sø, men – highfive til dobbeltmoralen – Pitt er et All American fænomen på trinbrættet lige under Coca Cola og Marilyn Monroe, hvorfor hans deroute på filosofisk vis i stedet spejlede selve det moderne Hollywoods identitetskrise, hvor franchise-blockbusters dominerer, og det efterhånden kun er Leonardo DiCaprio og Christopher Nolan, der kan sælge billetter på navnet alene).

Nogle vil grynte hånligt, men umiddelbart kan jeg komme i tanke om værre 2020-skrækscenarier end lovesick Twitter-romantikere, der hepper på, at to mennesker finder melodien igen. Vi er trods alt millennials, hvis lod i livet fra vugge til grav er at koldsvede eksistentiel weltschmerz i lyset af den smuldrende verdensorden, kontinenter i flammer, deepfakes, Tinder-fails og de sociale mediers snigmord på menneskelig interaktion helt ned i børneklassealderen – og derfor er vi også intet, hvis ikke en generation af natural born suckers for en simpel, rosenrød, CO2-venlig happy end. 

À la den slags, hvor ens eneste ene ser tryllebunden til, mens man soler sig i prisanerkendelse:

Tv-dronningen har leveret sin stærkeste seriepræstation til dato. Filmkongen er på sikker Oscar-kurs. Begge har for nylig lagt skilsmisser bag sig og er på forunderlig vis kommet ud på den anden side på samme tid. For et flygtigt øjeblik er balancen i universet næsten genoprettet.

Og selv hvis du ikke køber min hårfine bevisførelse (lyseslukker) er Brad og Jens SAG-møde slet og ret et opløftende billede på, at tid og modenhed læger alle kærestesorger – inklusive det mest offentlige heartbreak i det 21. århundredes Hollywood. To voksne mennesker, der har tilgivet, er kommet videre og nu kanaliserer fortidens ømhed ned i venskabelig support for hverandre: Sådan kan en happy end heldigvis også se ud.