Den debat, der raser omkring Eminem-sangen ’Darkness’, handler i høj grad om, hvorvidt Eminem bruger historien om Las Vegas-morderen – der dræbte 58 mennesker og sårede 546 i 2017 – på en forsvarlig måde.
Det er der mange meninger om. Nogle føler, at rapperen har skabt en mesterlig, konceptuel historiefortælling som på klassikeren ’Stan’. Andre synes omvendt, at brugen af massemordet er usmagelig eller endda kynisk, og at det virker dobbeltmoralsk, når han samtidig bruger Manchester-terrorangrebet fra 2017 som punchline andre steder på det nye album ‘Music To Be Murdered By’.
Hvem har ret? Vi har prøvet at se bort fra al larmen omkring sangen og er gået i dybden med teksten for at finde ud af, hvad det egentlig er, Eminem vil med ’Darkness’.
Er sangen bare chokeffekt, der skal skabe overskrifter? Eller fortæller den os noget dybere om morderen og det samfund, der har skabt ham? Er der måske endda et politisk budskab?
Massemorderen og superstjernen
Det centrale greb på ‘Darkness’ er, at to situationer sidestilles: Kunstnerens og morderens. For at understrege den parallel bruger Eminem en række ordspil og dobbeltbetydninger.
Der ligger »magazines« på gulvet, hvilket kan være både ammunition til Paddocks våben og magasiner, som repræsentation af de medier, Eminem hader. Samtidig er både morderen og musikeren præget af stress og angst, og begge tager angstmedicinen Valium.
Der er referencer til Las Vegas, et ordspil omkring gardinerne (der både kan være dem foran scenen, hvor Eminem skal optræde, og dem foran vinduet, morderen skød ud fra) og på et tidspunkt refereres der til »shots«, der både kan være vodkashots og pistolskud. Her siger Eminem endda »double entendre« (dobbeltbetydning) som en adlib, hvis nu nogen var i tvivl om sangens struktur.
Der er også tale om »rapid fire spittin’«, der kan være slang for både rap og geværskud. I det hele taget bruges musikerens situation før en koncert som parallel til morderens tilstand før drabene – en situation der får et ekstra lag, fordi det netop var en koncert, som Paddock skød mod.
Eminem opstiller altså fælles træk – angst, stress, vrede – mellem de to og trækker så tråde gennem dobbeltbetydningerne.
Men hvad er lighederne egentlig mellem de to, som Eminem bruger så meget tid på et understrege gennem sine ordspil? Hvorfor skal Marshall Mathers og Stephen Paddock sidestilles? Og – hvilket er det vigtigste spørgsmål – hvad får vi som lyttere ud af den sidestilling?
Bliver vi oplyst af ’Darkness’?
Her giver det mening at se på sangen, som ’Darkness’ sammenlignes med: Klassikeren ’Stan’. Stan er en fiktiv karakter, der udstyres med en nuanceret biografi. Han spejler sig i Eminem og har har et lignende hårdt liv. Stan har en gravid kæreste, en lillebror der forguder Eminem og en voldelig far. Stan er også cutter og har psykiske problemer.
Det er en tredimensionel og fascinerende kompleks karakter, rapperen har skabt – og det er derfor, sangen er så fængslende. Helt indtil sidste linje, hvor Stan beruset kører en bil ud over en bro med sin gravide kæreste i bagagerummet.
Personerne i ’Darkness’ har derimod stort set ingen forhistorie, og hele handlingen foregår på samme hotelværelse. Den nye sang er ikke en fortælling, men en enkeltstående scene.
Det skyldes måske, at Stan er fiktiv, mens Paddock er virkelig; måske har Eminem ikke villet besjæle ham med ideer og tanker, hvis eksistens han ikke har nogen som helst mulighed for at kende til.
Men netop det er sangens svaghed: Den tør ikke vise udvikling eller sammenhæng. Den nøjes med en række mere eller mindre komplekse ordspil og dobbeltbetydninger, der ikke siger noget dybere om gerningsmanden, men blot spejler Eminems egne issues.
’Darkness’ bringer os ikke tættere på morderen fra Las Vegas, ligesom vi kom helt ind på livet af ‘Stan’. Eminem ser lighedspunkter i form af angst, vrede, misbrug og traumer. Men det er rapperens tanker, der bliver spejlet i morderen, og ikke omvendt. Derfor får vi ikke en historie om et andet menneske, så meget som en spejling af Eminem selv.
En morder som spejl
Det rejser spørgsmålet: Får vi (som lyttere og offentlighed) noget ud af, at han bruger et massemord som udvidet metafor for sig selv? Og har vi ikke brug for mere end ordspil og dobbeltbetydninger?
Hvis sangen ikke når dybere, bliver sidestillingen med Stephen Paddock bare et stilistisk greb, som Eminem bruger, for at udtrykke sig selv og til at finde lyriske spidsfindigheder.
Eminem påtaler selv det problem i slutningen af sidste vers, hvor han indrømmer, at der ikke er nogen forklaring at hente: »If you’d like to know the reason why I did this / you’ll never find a motive, truth is I have no idea«. Der er (ud over en påklistret besked sidst i musikvideoen, der opfordrer til at stemme) heller ikke noget konkret politisk budskab i ’Darkness’.
Og netop den dobbelte mangel – fraværet af både budskab og dybere forståelse – gør, at sangen føles som et selvcentreret værk, der i bedste fald udforsker Eminems egne dæmoner og i værste fald bare eksisterer for at vise os, at Marshall Mathers er rigtig, rigtig god til at finde på dobbeltbetydninger. Massemordet bliver reduceret til indpakning.
Massemord som punchline
Det største problem er altså ikke, at ’Darkness’ handler om Las Vegas-skyderiet, men at det i virkeligheden slet ikke gør det. Den handler om Eminem selv.
Følelsen af, at temaet mest er et stilistisk greb, bliver desuden forstærket af, at Eminem anvender massemord som punchlines flere andre steder på albummet ’Music To Be Murdered By’.
Som på ’Unaccomodating’, hvor han bruger Manchester-bombeattentatet, der fandt sted til en Ariana Grande-koncert i 2017, til en plat punchline, eller som på ’Yah Yah’, hvor han siger, at han er ligesom fem massemord i ét: »I am the Santa Fe, Mandalay and Orlando and Colorado and Columbine all combined into one«.
Det gør det selvfølgelig ikke nemmere at tage alvoren på ’Darkness’ seriøst. Og det forstærker indtrykket af at Eminem nok ikke er den rigtige mand til at tackle den slags alvorlige problemstillinger.