’Kevin Hart: Don’t F**K This Up’: Kevin Hart – du fuckede det op
Kevin Hart, beklager, men nu har du altså fucked up igen, igen.
I din nye dokumentariske Netflix-miniserie beder du os i starten om ikke at dømme dig, ikke at kalde dig for »en nar og et røvhul«, for den række af stærkt homofobiske tweets og jokes fra 2009 og 2010, der igen florerede i forbindelse med udnævnelsen af dig til Oscar-vært i december 2018 og din efterfølgende mediehåndtering, hvor du i første omgang – i et tweet – ikke gad at undskylde og tre dage senere afstod fra drømmejobbet efter voldsom kritik fra alle sider.
Men okay, Kevin. Du – en af de mest populære og indtjenende komikere i verden – mener oprigtigt, at der er så meget, vi ikke ved om dine handlemønstre bag den fatale episode. Du guider, vi ser og lytter.
Wow, du er sandelig en lille karismatisk energibasse, der tidlig morgen rammer træningsrummet for at pumpe din 1,57 meter høje krop for derefter at tage direkte videre og lede dit ekspanderende medieimperium. Et imperium, som blandt andet tæller dit produktionsselskab Hartbeat Productions og Youtube- og radiokanalen Laugh Out Loud Network.
Du skal også lige planlægge fremtidige filmprojekter, for du er efterhånden for stor til at være på ryggen, være rygsækholder eller grundlæggende bare være i lommen på Dwayne ’The Rock’ Johnson som i ’Jumanji’-filmene. Vi er med til dine møder med Idris Elba og Chadwick Boseman, som du i bedste sælgerjargon forsøger at overtale til at joine dit remake af krimikomedien ’Uptown Saturday Night’, der i 1974 havde cremen af sorte skuespillere på rollelisten.
Og så er der dit stand-up. Dér, hvor det hele startede. Du giver os et lille indblik i opsætningen af dit verdensomspændende ’Irresponsible’-stadionshow, som du per optræden tjener omkring en million dollars på.
I dit ’Keeping up with Kevin Hart’ kan de færreste følge med!
I din selvfremstilling ynder du at citere den store poet, Drake: »Started from the bottom, now we’re here«.
Du refererer til din svære opvækst med en beskyttende mor, der ville dig det bedste, men som døde af livmoderkræft før dit store gennembrud, og din voldelige og fraværende junkie-far, som du af overskud fodrer med penge på hans formentlig sidste kræftsyge år.
Men du refererer især til The Plastic Cup Boyz: dine 40-årige hjemmedrenge, dit entourage af komikere og tekstforfattere, som med deres røde fratboy-kopper støtter dig i tykt og tyndt, og som du betaler godt for indsatsen.
De er for eksempel med dig, da du første gang fucker og ved at knalde udenom, mens din anden kone er højgravid.
Hvis denne dokumentarserie, som du selv har produceret, skulle fungere som argumentation for, at du har reflekteret, fucker du rimelig godt op i det.
Ét er din Jason Deruloing af enhver kritik. Noget andet er, at den måde, du udstiller dine gentagne utilgivelige fejltagelser på, bliver ufrivilligt komisk. Det er sjældent nok at rense luften med et »I’m sorry«-upload fra sengen på Twitter og Instagram og floskler om at lære af sine fejl og kigge fremad.
Din tonedøve tilgang minder ikke så lidt om dickpic-politikeren Anthony Weiner eller Tony Hayward, der som ansvarlig for det katastrofale Deepwater Horizon-olieudslip i Den Mexicanske Golf udsendte et undskyldende reklamespot, som South Park tog under kærlig behandling.
»Stop og tænk«, som din publicist ganske klogeligt råder dig til i det sidste og eneste afsnit, der tager tråden op fra dit indledende tease om, at vi kommer bag din Oscar-blamage.
Det eneste, man for alvor lærer af din rodebutik af små og store selvudleveringer, er, at ’Kevin Hart’ er lig med benhård brand og business. Nutidens svar på Puff Daddy, der i 90’erne så stort på kritikerne, spyttede uoriginalt indhold ud i stride strømme og tjente kassen på en ’støttesang’ for sin afdøde bedsteven, Notorious B.I.G.
Da du til sidst løber op ad en skrænt og ytrer din frustration over, »at vi lever i en tid, hvor alt skal være perfekt«, understreger du atter en slem mistanke. At du ikke har tænkt videre over din holdning til LGBQT+-samfundet eller behandlingen af dine nærmeste og bare fortsætter ud af din egen egotrippende guldrute – som dette program er med til at brolægge yderligere.
Det er rimelig fucked up.
Kort sagt:
Et realityshow med glimt af den hårdtarbejdende grovkapitalists hverdag tilsat overfladisk behandling af flere af hans usympatiske og uintelligente sider er ikke den bedste sællert for dem, der ikke allerede tilhører Kevin Harts fanklub.