Art Brut

Man kan ikke andet end at lette på hatten af respekt for Art Brut. Fire album på seks år og alligevel har intet ændret sig. De har stadigvæk gang i en god gang uprætentiøs postpunk med forsanger Eddie Argos’ satiriske tekster som drivkraft.

Myten om den misforståede kunstner står flere gange for skud. Blandt andet forsøger Eddie Argos på ‘Is Dog Eared’, halvtalende, at score med linjerne »You say people don’t understand you / Well I get misunderstood too / So let’s hang around together / And we can misunderstand each other«.

Åbningsnummeret ‘Clever, Clever Jazz’ sitrer af nervøsitet og fortæller historien om at spille en ni-minutters koncert på en bar, som desværre bliver ødelagt af en overlegen og bedrevidende jazzmand, der tydeligvis ikke forstår deres genre. Vi møder også selverkendelse på ‘Sexy’, hvor Eddie Argos indser, at det ville være noget af en præstation, hvis hans stemme leverede soundtracket til en romantisk aften. Han vender dog det hele til sin fordel ved at pointere, at alle er sexede i forhold til hans stemme og derfor bør smide Marvin Gaye på porten og sole sig i hans mangel på talent.

Kompositionsmæssigt bliver der ikke opfundet nogen dybe tallerkener, men hvis man har lyst til at tage et pusterum fra dadaistiske tekstlabyrinter eller Kafka-referencer, er Art Brut et charmerende og uhøjtideligt alternativ.