Fem frække tips, hvis du tør satse på Oscar Night

Man vinder kun Oscar-konkurrencen mod vennerne, hvis man satser i de kategorier, hvor overraskelserne indfinder sig. Så er det bare lige om at finde dem. Der er selvsagt ingen garantier – men her giver vores Oscar-ekspert et par tips med på vejen.
Fem frække tips, hvis du tør satse på Oscar Night
Den eftertragtede Oscar-statuette. (Foto: Andrew H. Walker/Getty Images))
Sam Mendes modtager prisen for ‘1917’s sejr som bedste film i dramakategorien under årets Golden Globes.

1. ’1917’ vinder otte Oscars

De fleste regner med, at kampen om Oscar’en for bedste film er et næsten afgjort anliggende: Golden Globes-, DGA-, PGA- og Bafta-vinderen ’1917’ er noget nær storfavorit, selvom enkelte eksperter holder fast i muligheden for, at ’Parasite’ kan blive den første ikkeengelsksprogede film til at vinde for bedste film (’Roma’ var jo tæt på sidste år, så tiden synes efterhånden moden).

’1917’ er nomineret i 10 kategorier, hvoraf det er værd at bemærke, at den hverken har opnået skuespillernomineringer (det er normalt en forudsætning for en bedste film-vinder) eller en nominering for sin klipning (her kan den læne sig op ad 2014-vinderen ’Birdman’, der vandt bedste film uden en nominering for klipning – og jo var bygget op om en lignende single take-gimmick).

Med de mange forløberpriser, der er regnet ned over ’1917’ den seneste måneds tid, kunne man frem for at satse på, at en anden film overraskende løber med hovedprisen (eller instruktørprisen), satse pengene på, at Sam Mendes’ krigsfilm laver et sweep inden for de kategorier, hvor den rent faktisk er repræsenteret.

Hvorfor ikke spille på, at filmen udover de åbenlyse priser for bedste film, bedste instruktør og bedste fotografering, i tilgift kan snuppe priser for lydmiksning, lydklipning, visuelle effekter, production design og original score? Det vil give en samlet høst på otte Oscars – og dermed være en tangering af den bedste total i 15 år (’Slumdog Millionaire’ vandt netop otte statuetter i 2008).

Man kan selvfølgelig også gå linen helt ud og satse på en 10-for-10-total, men før man vover hele pelsen, vil jeg lige indskyde, at filmens chancer i kategorierne originalmanuskript og hår-og-make-up synes så små, at det vil være direkte dumdristigt at inkludere dem i sweep-strategien. Her er filmen oppe mod erklærede storfavoritter i form af ’Parasite’/’Once Upon A Time in Hollywood’ (originalmanuskript) og ’Bombshell’ (hår-og-make-up).

 

‘The Irishman’.

2. Alle ni bedste film-nominerede film vinder mindst én pris

Man kan også gå i den anden grøft og satse pengene på, at Akademiet på bedste demokratiske vis vil tilgodese et så bredt felt af kandidater som muligt. Det gjorde det for eksempel sidste år, hvor alle bedste film-kandidaterne vandt mindst én Oscar:

Siden regelændringen i 2009 (hvor Akademiet gik over til det præferentielle stemmesystem i bedste film-kategorien og udvidede feltet fra 5 til alt mellem 5-10 nominerede) har vi i det hele taget ikke set én film vinde mere end syv Oscars (’Gravity’ i 2012).

Det kan skyldes to ting: At Akademiet lader sig påvirke, af at Oscaruddelingen i some-tidsalderen, hvor alt bliver gennemanalyseret både før, under og efter selve begivenheden, tænker strategisk ud fra ønsket om at fordele goderne – eller bare agerer mere varieret på grund af den mere mangfoldige demografiske profil, der er blevet resultatet af det massive indtog af nye medlemmer siden #OscarsSoWhite-miseren.

Under alle omstændigheder: Frem for at satse på et sweep til ’1917’ kan man også vælge at satse på, at de ni nominerede film til bedste film alle som én vinder mindst én Oscar.

Det kunne for eksempel se sådan her ud (men leg selv med den nøjagtige sammensætning, for kombinationsmulighederne er mange):

’1917’ vinder for bedste film, bedste instruktør, bedste fotografering og bedste production design. ’Parasite’ vinder for bedste internationale film og bedste originalmanuskript. ’Once Upon A Time in Hollywood’ vinder for bedste mandlige birolle. ’Jojo Rabbit’ vinder for bedste adapterede manuskript. ’Marriage Story’ vinder for bedste kvindelige birolle. ’Joker’ snupper bedste mandlige hovedrolle og bedste score. ’Ford v Ferrari’ vinder de to lydkategorier. ’Little Women’ vinder for bedste kostumedesign. Og endelig vinder ’The Irishman’ for bedste visuelle effekter (som en anerkendelse af filmens banebrydende deaging-teknologi).

 

Taika Waititi som Adolf Hitler i ‘Jojo Rabbit’.

 3. ’Jojo Rabbit’ vinder for bedste film

Ja, ’1917’ og ’Parasite’ har skilt sig ud i de fleste iagttageres og mediers dækning som favoritter til at snuppe bedste film-hæderen. Men hvem siger, at et mere hjertevarmt alternativ ikke kan komme ind fra højre og snuppe guldet? Når ’Green Book’ kunne vinde sidste år, ville ’Jojo Rabbit’ så på mange måder ikke være det naturlige valg i 2019?

Og det med hjertevarme er ikke en kvalitet, man skal underkende. Det kan jo være netop en betydelig dosis af den kvalitet, mange medlemmer går og sukker efter ved udsigten til, at Trump-mareridtet måske ikke har den udløbsdato i 2020, som de fleste i filmmiljøet havde håbet på.

De mere mørke, kyniske eller bare tvetydige film – ’The Irishman’ og ’Once Upon A Time in Hollywood’, ikke mindst – synes at have toppet, og dermed er banen kridtet op for, at ’Jojo Rabbit’ i stedet kan indtage pladsen som potentiel spoiler.

Det er naturligvis ikke udelukkende filmens feelgood-kvaliteter, der berettiger til, at man satser pengene på Taika Waititis film om en Hitler Jugend-knøs, der forelsker sig i en jødisk pige, som hans ikkenazistiske mor skjuler i deres hus. Der er også hårde data, der åbner for at muligheden for en solid overraskelse ikke er helt ude i hampen. For eksempel:

Waititi opnåede godt nok ikke en instruktørnominering i Oscar-regi, men han blev nomineret af DGA (instruktørforbundet), der ofte er en mere pålidelig Oscar-strømpil end Akademiets instruktørgrupperings egne valg. På den konto minder ’Jojo Rabbit’ akkurat om ’Green Book’, der også missede en nominering til instruktør Peter Farrelly sidste år, men opnåede DGA-nomineringen.

Filmen har opnået alle de vigtigste nomineringer i løbet af Awards Season: Den var nomineret til SAG’s (skuespillerforbundets) ensemblepris, den fik nomineringer fra både PGA, DGA og Bafta. I Oscar-sammenhæng er den blandt andet repræsenteret i de vitale kategorier for skuespil, manuskript og klipning.

I de sidste par uger er den også begyndt at vinde priser: for bedste adapterede manuskript ved både WGA (manuskriptforfatternes forbund) og Bafta, og så vandt den en Eddie Award i komediekategorien hos ACE (filmklippernes forbund), og endelig overraskede den mange iagttagere ved at vinde prisen i periodefilmskategorien ved CDGA (kostumedesignernes forbund).

Når en film pludselig begynder at vinde priser, jo tættere vi kommer på den store aften, er det altid værd at tage notits.

Jeg siger ikke, at ’Jojo Rabbit’ er en sandsynlig vinder, men jeg vil mene, at den har taget et hop fra en femte/sjetteplads i feltet til en tredjeplads i løbet af de seneste par uger.

Hvorfor ikke satse på, at den kan tage to ekstra hop på Oscar Night!?

 

Scarlett Johansson ved BAFTA-uddelingen 2. februar 2020. (Foto: Gareth Cattermole/Getty Images)

4. Scarlett Johansson vinder en Oscar

Hvis man synes, årets Oscar-sæson har været en kende bovlam, skyldes det nok primært, at de fire skuespillerkategorier længe har syntes afgjort. Joaquin Phoenix, Renee Zellweger, Laura Dern og Brad Pitt har alle fire vundet samtlige fire vigtige forløberpriser: Golden Globes, Critics’ Choice Awards, SAG og Bafta.

Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at der kan rykkes ved de to mandlige favoritter, Phoenix og Pitt, men måske er der en smule råderum til en stor overraskelse i de to kvindelige skuespillerfelter. Begge steder hælder jeg til at udnævne Scarlett Johansson – der som den første siden Cate Blanchett i 2007, og den tolvte i Oscarhistorien i alt opnåede den sjældne ære at blive nomineret for både bi- og hovedrolle i samme år – som den mest sandsynlige spoiler; jo ikke mindst fordi, at netop den ekstra bevågenhed i forbindelse med dobbeltnomineringen kan hive ekstra stemmer over til Scar-Jo.

Problemet er naturligvis, at medlemmerne dårligt kan aftale, i hvilken kategori de stemmer på Johansson, og mon dog særligt mange stemmer på hende i begge kategorier – bare for at være på den sikre side?

Nå, men her er det ikke vores opgave at se begrænsninger, men i stedet at fremhæve muligheder. Laura Dern er sårbar i birolle, fordi hun repræsenterer en film, ’Marriage Story’, hvis momentum er for klart nedadgående (sammenlignet med Johanssons ’Jojo Rabbit’). I bedste kvindelige hovedrolle er Renee Zellweger sårbar af flere grunde: Hun har allerede vundet en Oscar, hun synes ikke supervellidt, og hun repræsenterer en film, der ikke er nomineret for bedste film (eller i andre af de større kategorier i det hele taget).

 

‘Ford v Ferrari / Le Mans ’66’. (Foto: Twentieth Century Fox)

5. ’Ford v Ferrari’ vinder tre Oscars

Sidste år vandt ‘Bohemian Rhapsody’ flere Oscars end nogen anden film, selvom de fleste nok havde den placeret i bunden af bedste film-feltet. ’Bo Rhap’ vandt fire Oscars på fem nomineringer, og – needless to say – var Bedste Film den kategori, hvor filmen om Freddie Mercury måtte strække våben.

Når jeg bringer Queen-filmen op i denne kontekst, er det, fordi en anden publikumsvenlig film, som de fleste iagttagere kan blive enige om at kalde for aldeles chanceløs i bedste film-kategorien, i år har chancen for (næsten) at kopiere sidste års overraskende succeshistorie:

’Ford v Ferrari’ er nomineret i fire kategorier – de samme kategorier som ’Bo Rhap’ (minus bedste mandlige hovedrolle, hvor Christian Bale ellers formentlig var med i opløbet også).

Er man lidt frisk, satser man på, at ’Ford v Ferrari’ som den teknisk imponerende bedrift den er, kan vinde de samme priser (minus altså mandlige hovedrolle) som ’Bo Rhap’ sidste år: de to lydkategorier og bedste klipning.

I lydkategorierne har en racerfilm naturligt gode chancer for at gøre sig gældende. Hovedkonkurrenten er her ’1917’. For bedste klipning kan racesekvenserne måske hive ’Ford v Ferrari’ ud i overhalingsbanen, hvor den så kan skyde akkurat forbi ’Parasite’, der i kraft af sin status som mere prominent bedste film-kandidat ligner den stærkeste konkurrent.


Læs også: Vores endelige Oscar-forudsigelser i alle kategorier.

Læs kommentaren: Hvordan en sydkoreansk film kunne vinde Hollywoods elskede Oscar-pris

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af