Til tider lyder ’Heavy Light’ som U.S. Girls’ fuldtonede forsøg på at ramme hitlisterne i røven
U.S. Girls – canadisk bosatte Meg Remys misvisende kunstnernavn – opnåede et velfortjent gennembrud med ’In a Poem Unlimited’, et af de bedste album i 2018, hvis ildspyende funkpop suverænt tacklede emner som #metoo og politisk fremmedgørelse.
På ’Heavy Light’ vender hun blikket indad, giver sit bud på en slags foreløbig selvbiografi og henter gamle sange fra ældre udgivelser frem i lyset på ny.
Albummet lægger ud med en omgang organisk funkpop med korvokaler og en syngende violin, og åbneren ’4 American Dollars’ gynger i højtalerne med en næsten gospel-agtig positivitet: »Movin’ numbers from account to account / keeping secrets in an offshore fund / but my money is quick to count / I got four dollars to my name«, synger Meg Remy med en trodsig stolthed over sin relative fattigdom i en verden, hvor kapitalismen fremstår mere og mere forbryderisk.
Sangen er ren solskin i ansigtet, men på næste nummer, ’Overtime’, er der skyer på himlen. Her er er nervøs, dirrende stemning af snarligt kollaps. E Street Band-saxofonist Jake Clemons giver med sin solo nummeret en hjemsøgt energi, mens Remy genkalder sig en alkoholiseret ekspartners bedrag. Det er hæsblæsende og forrygende. Også ’Born to Lose’ virker som en sikker vinder med sit catchy omkvæd og sit søsyge xylofonspil.
Samspilsglæden er tydelig i det 20 personer store ensemble, så man sidder med fornemmelsen af et musikalsk kollektiv med Meg Remy som spydspids snarere end en solokunstner, der blot har hyret hænder til det mest nødvendige.
Flere numre på albummet rammer dog ikke det rødglødende tyreøje lige så rent som ovenstående.
Klaverbårne, afdæmpede sange som ’IOU’, ’Denise Don’t Wait’ og ’Woodstock 99’ tangerer det sødladne. Som om Remy har stilet efter at blive inviteret med som balladesanger til næste Grammy Awards.
Charmen ved U.S. Girls har altid været gnidningsenergien mellem mudret undergrund og hjerteformet Valentinspop. Tag bare den tydeligt Ronettes-inspirerede ’Statehouse (It’s a Man’s World’), som er et genbrug fra den snart ti år gamle ’U.S. Girls on Kraak’. Her er det tydeligt at mærke, hvordan U.S. Girls dengang har navigeret mellem mainstreampoppens varme nærvær og indierockens distance, så helt nyt musikalsk terræn opstår i et ganske unikt sammenstød.
Her og der lyder ’Heavy Light’ som hendes fuldtonede forsøg på at ramme hitlisterne i røven. Det er skam helt fint. Man under nemt den sympatiske multikunstner alverdens guld, dollars og berømmelse. Desværre er resultatet blevet en mildere, mere tandløs udgave af det foregående album.
Som på flere tidligere U.S. Girls-udgivelser er der spoken word-monologer mellem sangene, der er angivet som numre på albummet ligeværdigt med de egentlige musikalske indslag.
Det giver hendes album en fornemmelse af en slags dokumentarisme – som om vi får lov at bladre i Meg Remys dagbog, mens instrumenterne stemmes og halsene rømmes bag scenetæppet.
På dette album betræder vi som allerede nævnt den personlige intimsfære, hvor barndom, opvækst og personlige traumer ånder og bløder uafhængigt af sværdslagene på den politiske scene. Og det er naturligvis prisværdigt at vende nyhedsstrømmen ryggen i en tid, hvor skuespillere og forfattere ikke kan få tildelt et podie og en mikrofon uden at opslå et politisk manifest.
Men flere af konfessionerne på dette album – der også bliver leveret af korsangene – fremstår en smule banale på ’The Most Hurtful Thing’ og ’Advice to Teenage Self’.
Når flere af albummets bedste sange oven i købet er genbrug, efterlader ’Heavy Light’ mig med en lidt flad fornemmelse, på trods af den store spilleglæde, der er tydelig at spore hos det store ensemble. At indfri løftet fra forrige års ’In a Poem Unlimited’ ville nok have krævet et endnu længere tilløb.
Kort sagt:
’Heavy Rain’ kan ikke indfri de tårnhøje forventninger i kølvandet på den rødglødende forgænger, heller ikke selv om albummet rummer stor spilleglæde og enkelte fuldtræffere.