’Bloodride’: Norsk Netflix-horror er noget nær den perfekte fredag den 13.-serie
En enkelt lygtepæl oplyser den gamle bus i mørket. Chaufføren slentrer nonchalant hen til den og går ind og sætter sig. I første omgang er der ingen passagerer. Men efter han har justeret spejlet, sidder de der i små klynger – nogle alene, andre sammen.
Pludselig lyser den røde lampe, og han kigger op i spejlet. Det er nu tid til at høre historien om, hvorfor netop den person har fået en plads i den urovækkende bus, fyldt med mennesker med grumme historier på sjælen.
Sådan indledes hvert afsnit af Netflix’ nye horror-antologi serie fra Norge, ’Bloodride’. Fra Kjetil Indregard (den norske version af ’Maniac’) og Atle Knudsens (’Zombielars’) forskruede hjerner kommer seks uhyggelige fortællinger om, hvor egoistiske og dumme mennesker egentlig er, tilsat en overdådig mængde sort humor.
Og det er de sluppet meget godt fra.
Første afsnit er det bedste af de tre, som er blevet stillet til rådighed for denne anmeldelse. I ’Offervilje’ er en familie flyttet ud på landet til konen Mollys store fortrydelse. Deres økonomi er bundrådden, og udsigten til at tilbringe de næste fem-seks år, ude hvor kragerne ikke engang gider vende, tiltaler hende ikke ligefrem.
At samtlige beboere i det nye område er umanerligt glade for deres kæledyr, finder hun direkte bizart, en følelse som bliver forstærket, da hun overværer et par af dem ofre en kat på en stor sten ude i skoven.
De forklarer hende, hvordan det hænger sammen, og snart finder hun sig selv derude, men det går ikke helt, som hun havde forventet. Og det er fascinerende at se, hvordan hendes besættelse af at komme væk driver hende ud i den ene mere vanvittige situation efter den anden. »Gevinsten afhænger af indsatsen«, forklarer to nabokoner Molly, da hun lægger lidt konservativt ud på offerstenen. Den fejl begår hun ikke igen.
De to næste afsnit, ’Rottefælde’ og ’Elefanten i rummet’, efterlader de overnaturlige elementer ude i de norske skove og drager ind til storbyen, hvor grådighed, fordomme og mistro trives i bedste velgående.
I førstnævnte får en rigmand stjålet prototypen til et nyt vidunder-antidepressiv under en middag i sit eget hjem. De fem mistænkte bliver låst inde i et rum i hans laboratorium og får ikke lov at forlade det, før ’rotten’ har givet sig til kende. Humor er der ingen spor af, men derimod masser af ubehagelige øjeblikke, i takt med at lysten til at overleve på bekostning af de andre begynder at melde sig hos de indespærrede.
Galgenhumoren får fuldt smadder i ’Elefanten i rummet’, hvor en sommerfest stikker fuldstændigt af. De to nyansatte Kristin og Paul sætter sig for at finde ud af, hvorfor en kollega kom alvorligt til stede, og de to amatørdetektiver graver det bedste, de kan – klædt ud som mus, for det er en kostumefest.
Ja, det er et billigt grin, men det er sgu sjovt, når man vælger at klæde en midaldrende mand ud i tarvelige grisekostumer og lade ham spille kæk Don Juan og blive skudt ned, så han med en blanding af bedrøvelse og selverkendelse i stemmen siger: »Det er hårdt at være en gammel gris«. Sjovt lille stik til de gamle hvide mænd.
Klimaks er blodigt og matcher uden problemer amerikanske splatterfilm, og effekterne er lige så ganske ferme, så det ellers underholdende afsnit ender på en gåsehudsvækkende note.
Forhåbentlig formår Indregard og Knudsen at bibeholde den elegante mikstur af gys og grin – starten er i hvert fald lovende.
Kort sagt:
’Bloodride’ er blodig, uhyggelig og sjov. Som Brødrene Grimm, før de blev børnevenlige – med afhuggede lemmer, overnaturlige kræfter og lårtykke moraler, så langt øjet rækker.
Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.