NorthSide og Tinderbox har netop meddelt i en pressemeddelelse, at de aflyser årets festivaler som følge af, at regeringen har forlænget forbudet mod større forsamlinger til og med august.
Festivalerne, der er ejet af Down the Drain Group, følger således i fodsporene på blandt andet Roskilde Festival, Musik i Lejet og Heartland, der alle har meldt aflyst i kølvandet på regeringens forlængelse af forbudet mod større forsamlinger.
»Det er en ulykkelig situation. Vi ved, at I har glædet jer til sommerens festival og til, at vi igen skulle være sammen om den stemning og musik, som NorthSide står for. For mange er det en tradition, der bliver brudt, og det er vi enormt kede af«, skriver NorthSide.
Festivalen opfordrer desuden billetindehavere til at gemme årets billet til 2021. Skulle man ønske at refundere sin billet, modtager man en mail herom inden for de næste dage.
Sådan lyder meldingen også fra Tinderbox, der vil værdsætte, at folk holder fast i deres billet, som automatisk vil gælde til 2021.
»Vi havde glædet os til endnu en gang at åbne dørene til en fantastisk fest i Tusindårsskoven, og vi har det lidt som om, at julen er blevet aflyst. Men sikkerheden for vores gæster, frivillige, samarbejdspartnere og artister er vores højeste prioritet, og vi støtter naturligvis op om regeringens tiltag, for at få os alle godt og sikkert igennem denne tid«, skriver Tinderbox.