’Tigertail’: ’Master of None’-skabers nye Netflix-film er et følelsesladet og personligt immigrantportræt

Nævner man den populære Netflix-serie ’Master of None’, tænker de fleste nok først og fremmest på Aziz Ansari, der spiller hovedrollen Dev. Han var imidlertid ikke den eneste hovedforfatter bag den fremragende dramedyserie. Nu er seriens underbelyste anden skaber, Alan Yang, klar til at vise sig frem på egen hånd i sin spillefilmdebut som instruktør.

Yang har selv fortalt, at ’Tigertail’, som han også har skrevet og produceret, er en meget personlig film for ham. Han har nemlig hentet inspiration fra sin egen fars liv, og faren har endda indtalt en voice-over, der indleder og afslutter fortællingen.

I stil med ’Master of None’-afsnittet ’Parents’ forsøger Alan Yang at forstå og anerkende de utrolige udfordringer, indvandrere som hans far støder på i jagten på en bedre tilværelse. Netflix-filmen følger aldrende Pin-Jui (spillet af Tzi Ma), som tænker tilbage på sit liv. Handlingen starter således i hans barndom i 1950’ernes Taiwan blandt lysegrønne rismarker, og gennem løbende flashbacks følger vi den unge mands vej ind i voksenlivet, der ikke blev helt, som han havde håbet.

Det ses tydeligt i nutidens Pin-Juis glædesløse ansigt, at han betragter de nostalgiske minder med smertefuld fortrydelse. Her tog han det skæbnesvangre valg om at efterlade ungdomskæresten Yuang til fordel for et arrangeret ægteskab med Kunjue. Til gengæld lovede hendes far at betale det unge ægtepars rejse til New York. Men som for så mange andre, der rejser til the Land of Opportunity, skuffede den amerikanske drøm.

Det er glædeligt at se, hvordan fortællinger om USA’s minoriteter i disse år får mere og mere plads i film og serier. At man tør investere i amerikanske (indie)produktioner som denne og sidste års ’The Farewell’, hvor mere end halvdelen af replikkerne er på andre sprog end engelsk, er særdeles prisværdigt.

Sammenlignet med ’Master of None’s veloplagte blanding af komik og oprigtige følelser, er ’Tigertail’ en noget mere nedtrykt og lavmælt sag. Specielt i de mutte nutidsscener er det i længden hårdt at overvære den tilbageholdende hovedperson, der er for stolt og introvert til at åbne sig op for sine nærmeste. Når han en time inde i filmen fortsat ikke formår at skabe følelsesmæssig kontakt til sin voksne datter, får man virkelig lyst til at ruske ham i gang.

Af den grund føles filmens sidste del, hvor hovedpersonen omsider begynder at tage skeen i den anden hånd, lidt for hurtigt overstået. Med en spilletid på kun halvanden time, kunne man måske godt have fulgt Pin-Juis udvikling en smule længere. Så ville man nok også have siddet med en mere tilfredsstillende følelse af at have været med på en lang livsrejse efterfølgende.

Fortællingen har ikke de store overraskelser i ærmet, men den flyder dog godt i sin flittige vekslen mellem fortid og nutid. Yang krydrer historien med sine fine evner som billed- og stemningsskaber.

Undervejs forløber flere centrale dele af historien gennem dialogløse passager, hvor en følelsesladet violinmelodi akkompagnerer billederne. Det sker eksempelvis, da Pin-Jui og Kunjue forlader Taiwan, og han spotter den forladte kæreste i menneskemylderet gennem taxiens rude. Det næste øjeblik er hun væk.

Således skildrer ’Tigertail’ tidens ubarmhjertige kraft med både et næsten ubærligt tungsind og en tiltalende elegance. Det understreges i filmens allersidste og allerstærkeste skud, som forener de to dele på fornem vis.

---

Kort sagt:
Alan Yang veksler elegant mellem fortid og nutid i en personlig immigrantfortælling, der er inspireret af hans egen fars liv.