Taylor Swifts fejde med forretningsmanden Scooter Braun, der sidste år købte rettighederne til store dele af popstjernens bagkatalog, er langt fra ovre.
I fredags udgav Braun et helt live-album i Swifts navn til popstjernens store fortrydelse. Der er tale om en udgivelse af en radio-koncert, Taylor Swift gav i 2008, da hun var 18 år gammel.
Albumtitlen lyder ‘Live From Clear Channel Stripped 2008’, og byder på sange som ‘Love Story’ og ‘Change’, men er altså på ingen måde godkendt af Taylor Swift.
I en Instagram-Story takker sangeren sine fans for at gøre hende opmærksom på udgivelsen, som hun ikke kendte til:
»Det ser ud til, at Scooter Braun og hans finansielle støtter har set deres seneste årsopgørelse og indset, at det ikke var en synderligt god beslutning at betale 330 millioner dollars for rettighederne til min musik, og derfor har brug for penge«, skriver Swift blandt andet og fortsætter:
»Efter min mening er der tale om endnu et tilfælde af skamløs grådighed under corona-krisen. Yderst usmageligt, men meget transparent«.