Dave Grohl deler rørende åbent brev til koncertgængerne: »Uden publikum ville mine sange blot være lyd«

Dave Grohl deler rørende åbent brev til koncertgængerne: »Uden publikum ville mine sange blot være lyd«
Dave Grohl til Glastonbury 2017. (Foto: Ian Gavan/Getty Images)

Vi er mange, der savner at gå til en god koncert – og der er mange, der savner at spille dem for os. Foo Fighter-frontmand Dave Grohl hører til i begge kategorier, og derfor har han skrevet et rørende, længselsfuldt og samtidig håbefuldt åbent brev til sit publikum, der i går blev bragt i The Atlantic med titlen: ’Dagen, hvor livekoncerten vender tilbage’.  

»Jeg er sulten efter en god, gammeldags omgang svedig, øredøvende live-rock’n’roll, ASAP,« skriver Dave Grohl. »Den slags, der får dit hjerte til at banke hurtigere, din krop til at bevæge sig og din sjæl til at sitre af lidenskab«.

Han fortsætter: »I verden i dag – med frygt og uro og social distance – er det svært at forestille sig at dele oplevelser som disse igen. Jeg ved ikke, hvornår det igen vil blive sikkert at vende tilbage til at synge arm i arm af vores lungers fulde kraft med bankende hjerter, kroppe i bevægelse, sjæle, der eksploderer af liv. Men jeg ved, at vi kommer til at gøre det igen, fordi vi er nødt til det«.

Grohl deler i brevet nogle af de live-kunstnere og koncertoplevelser, der igennem tiden har gjort de største indtryk på ham – fra Freddie Mercurys legendariske Live Aid-optræden i 1986 til en personlig oplevelse til en intimkoncert med U2. Grohl mindes endvidere dengang, hvor Bruce Springsteen tog til Foo Fighters-koncert og efterlod ham en seddel om vigtigheden i forholdet mellem band og publikum: »Når du kigger ud på publikum, bør du se dig selv i dem, som de bør se sig selv i dig«.

»Ikke for at prale, men jeg tror, jeg har haft husets bedste plads de sidste 25 år,« fortsætter Grohl som svar til Springsteens note. »Fordi jeg ser jer. Jeg ser jer presset op ad det kolde gelænder. Jeg ser jer luft-tromme til jeres yndlingssange nede bagved. (…) Jer ser jeres hjemmelavede skilte og jeres vintage-t-shirts. Jeg hører jeres latter og jeres skrig, og jeg ser jeres tårer. Jeg har set jer gabe (ja, dig), og jeg har set jer gå kolde i druk på jeres pladser«.

»Uden publikum – det skrigende, svende publikum – ville mine sange blot være lyd. Men sammen er vi instrumenter i en sonisk katedral, som vi bygger sammen aften efter aften. Og én, som vi med sikkerhed vil bygge igen,« afslutter Grohl sit brev, som kan læses i sin fulde længde via The Atlantic.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af