Mikael Simpson
Bimler kirkeklokkerne for Simme? Titlen indikerer, at hovedpersonen muligvis snart skal en tur op ad kirkegulvet. Lytter man til albummet, står det imidlertid klart, at helt så rosenrødt forholder det sig ikke.
Simpson har med hjælp fra Peder og Asger Baden sendt den elektroniske hulemandspop på ferie for i stedet at tage lyden i en mere håndspillet og 60’er-poppet retning, hvor orgel, bas og trommer indtager centrale roller i det mere fyldige og nuancerede lydbillede.
På tekstsiden er Simpson på flere numre fortsat tynget af den tristesse, som han tidligere så fornemt har indrammet med stor præcision i sine ellers så stilfærdige og udramatiske små popsange. Her er parforholdet fortsat ingen juleleg, hvilket står klokkeklart på den bittersøde og ætsende melankolske ‘Lad det staa’, hvor der konstateres: »Min tid står ofte stille, når jeg er sammen med dig. Og det sgu ikke ment som en kompliment«.
Men det er en kontrasternes mand, der optræder på ’Noget laant, noget blaat’, og de lyse vibes og den svært smittende sommerpop på ‘Morgenlys’ er velsagtens det mest optimistiske, sangskriveren hidtil har begået.
Albummet er dog hverken Simpsons bedste eller mest helstøbte til dato, men bundniveauet er højt, og det klæder ham at prøve kræfter med et mere alsidigt og kontrastfuldt udtryk, hvor solen får lov at skinne lidt ind mellem sprækkerne.