’Homeland’ sæson 8: Et tårevædet farvel med Carries notoriske flæbeansigt
’Homeland’ lagde ud med et tresæsoners trekantsdrama mellem Carrie Anne Mathison, Nicholas Brody og De Forenede Stater. Det var en fortælling om loyalitetskonflikt i spørgsmålet om, hvorvidt otte års fangenskab hos Al-Qaeda havde gjort en terroristaspirant af patrioten Sgt. Brody.
Sæson 8 stiller Carrie for samme domstol. Har 213 dages fangenskab i en sovjetisk gulag gjort en russisk spion af on-off CIA-agent og ’Drone Dronning’ Carrie Mathison?
Bodycounten er mangedoblet, da sikkerhedsrådgiver Saul Berenson drager til et vant emirat – Kabul, Afghanistan. Han skal på vegne af Det Hvide Hus forhandle fred mellem Taliban og Afghanistans regering, og efter et par sæsoner som New Yorks nabolagssuperhelt tilkaldes Carrie fra Landstuhl, U.S. Army Medical Center, for at hjælpe med finesserne i fredsforhandlingerne. Hun begiver sig hurtigt ud i sit naturlige habitat som selvtægtskvinde, og inden længe bonnie-og-clyde’er hun og den russiske officer Yevgeni rundt ex comunicado i Kabul, imens de skiftes til at udmanøvrere hinanden.
Skuespiller Costa Ronan, hijacket direkte fra en beslægtet rolle i ’The Americans’, leverer seksuel anspændthed i rollen som the tall dark Russian og giver Carrie en ligesindet kompagnon. Noget, der ellers gik tabt med Brody.
’Homeland’ er fædret og forfattet af ’24 timer’-veteranerne Howard Gordon og Alex Gansa og mødret af instruktør Lesli Glatter. De har efterhånden perfektioneret kunsten at cliffhange, og nu runder serien så endegyldigt af med den svære otter.
Sæsonen er ikke præget af præstationsangst. Doseret med en tilpas mængde englestøv fortæller den om hofsnoge, offerlam, gensidigt udelukkende agendaer og personlig vinding som primus motor.
Efter at have globetrottet rundt i hede politiske klimaer cirkler ’Homeland’ tilbage til, hvor det hele startede på Ground Zero. Carrie tilkendegav i pilotafsnittet, at hun aldrig ville lade 9/11 ske igen. Sæson 8 tager hende på ordet, da fredsforhandlingerne pludselig tager en drejning. Saul Berenson beskriver det bedst: USA »falder over deres egne pikke«, da de endnu engang finder sig selv i en reaktiv position efter en formodet terrorhandling. En 2020-version af 9/11 truer. Det er et nulsumsspil, som er rigtig godt set af serien, og vi får en skarp kritik af George W. Bush’ War on Terror og et USA post-tvillingetårnene, hvis krigspolitik er lige så bipolart som hovedpersonen selv.
Gennem enken Samira mærker vi, hvordan Talibans blotte tilstedeværelse er et overgreb på det afghanske folk. Hun kan ikke sige nej, da en Taliban-gut forærer hende en vaffelis, og hun kan ikke sige nej, da hun i et spændedragtslignende slør shanghajes ind i et shotgun-bryllup med sin talibanske svoger.
Vi har også fået en ny karakter at overinvestere os i. Carrie har reservationer over for sin nye hale, Jenna Bragg, som er en frejdig CIA-agent med et assertions-problem og spinoff-potentiale. Hun spilles af Andrea Deck og veksler mellem Carries anstandsdame og en spejling af den protege, Carrie selv er for Saul.
Imens er en gammel kending, Max Piotrowski (Maury Sterling), udstationeret ved den pakistansk-afghanske grænse. Han leverer bataljonens buddha-maskot, når soldaterne gnubber hans mave for lucky-charm-værdi, som seeren har gjort det i otte år. I Washington gør Claire Danes’ virkelige husbond Hugh Dancy en slesk figur af jakkesættet John Zabel. Som nyudpeget Foreign Policy Advisor tovtrækker han og stabschef David Wellington om lov til at styre præsidentens marionetsnore i hver deres retning af krigen.
Efter Brody-æraen forsøgte Homeland at one-uppe sig selv sæson for sæson og mistede sin virkelighedssans til fordel for overkonstruerede plotlinjer og en sensationalisering af Carries bipolar lidelse. Skaberne fik også hug for en overvægt af skurke med muslimsk fortegn, og det pirrede dem til at lægge om og i stedet vende blikket mod hjemlandet og Washingtons overskrifter. Serien modellerede præsident Elizabeth Keane, tilsatte en russisk troldefabrik, og genvandt sin gravitas.
I skikkelse af Mandy Patinkins og Claire Danes har vi med Carrie og Saul et af de mest interessante buddy-flicks i serieverden. Da en informant under det kyske dække ’The English Teacher’ får en dusør på sit hoved opstår en konflikt i det urgamle spørgsmål om, hvor meget et liv – det rigtige liv – egentlig er værd. Og med Carrie som Ødipus og Saul som surrogat-far og frenemy kulminerer komplekset endelig i et slags ’Captain America: Civil War’-showdown med Carrie som kaptajn.
Man kunne godt unde Carrie et velfortjent otium. Tjekker hun ind som mor for en Franny, der er vokset op på modermælkserstatning, eller bliver hun likvideret i Kremlins baghave?
’Homeland’ har loyalt givet hende den eneste rigtige slutning. Vi klappes ud med den tenorsaxofon, der siden begyndelsen har været symbol på Carries mani.
Kort sagt:
’Homeland’ var epokegørende, da den kom frem, og siger nu mindre bemærkelsesværdigt, men dog værdigt farvel. Den er sin vægt værd i samtidskritik og cloak-and-dagger-operationer. Jeg kommer til at savne Carries notoriske flæbeansigt.