‘Zombi Child’: Ny biograffilm går på jagt efter zombiegenrens rødder
Der er nok ikke nogen, der ligefrem går og hungrer efter flere zombiefilm.
Ved siden af ‘The Walking Dead’, der er godt i gang med sin tiende sæson, bliver der stadig produceret adskillige zombie-film hvert år. Og fælles for hovedparten er, at zombierne skildres som levende døde, der hungrer efter menneskekød og slæber sig (eller nogle gange løber) imod deres potentielle ofre.
Denne type zombie opstod med George A. Romeros kultklassiker ‘Night of the Living Dead’ fra 1968. Oprindeligt stammer idéen om en zombie fra haitiansk folklore, hvor afdøde mennesker blev bragt tilbage til livet af magi, og hvis vilje nu var underlagt magikeren. Den franske instruktør Bertrand Bonello forsøger nu med ‘Zombi Child’ at bringe zombiefilmen tilbage til disse haitianske rødder, der ellers sjældent er blevet repræsenteret på film siden b-filmklassikeren ‘I Walked With a Zombie’ fra 1942.
‘Zombi Child’ følger to separate handlingsspor. I det ene, der er baseret på en (måske) sandfærdig fortælling fra Haiti, følger vi Clairvius (Mackenson Bijou), der i 1962 forgiftes og tilsyneladende omkommer. Han er dog blot skindød, og efter sin begravelse graves han op af nogle mildt sagt skumle typer. Han har mistet både hukommelse og viljestyrke og sættes nu til at arbejde i en sukkerplantage side om side med andre mennesker, der har lidt den samme skæbne. En bid af et stykke kylling sætter dog gang i hans hypnotiserede sind, og han begynder at bevæge sig tilbage mod sit gamle liv.
Sideløbende følger vi i nutiden den unge Fanny (Louise Labeque), der går på en prestigefyldt kostskole for piger. Hun bryder sig slet ikke om at være på skolen, og det eneste, der bærer hende igennem den trivielle (man fristes til at sige zombie-agtige) hverdag, er tanken om kæresten Pablo, som hun sender inderlige kærlighedsbreve til. Hun får dog rusket op i sin triste tilværelse, da hun bliver venner med den nye elev Mélissa (Wislanda Louimat), der stammer fra Haiti, og hvis familie har en tæt tilknytning til zombier og voodoo.
Det nutidige handlingsforløb fylder mest i filmen, og heldigvis for det, for det er også det mest velfungerende. Selvom Clarvius’ historie er fascinerende og mystisk, er der også noget frustrerende og uvedkommende ved hans retningsløse færden gennem den haitianske natur. Det skyldes, at vi ikke oplever hans liv, før han bliver til en zombie, og derfor har man ingen idé om, hvem han var, og hvad han har mistet. Det betyder, at nogle ellers smukt udførte scener, hvor han møder folk fra sit tidligere liv, savner emotionelt pondus.
Wislanda Louimat og Louise Labeque i ‘Zombi Child’.
Helt anderledes er det, når filmen følger pigerne på kostskolen i en unik blanding af teenagekvaler (kærligheden til Pablo viser sig ikke helt at gå begge veje) og det okkulte. For Mélissa opfører sig til tider mærkeligt og siger uhyggelige lyde om natten, hvilket skaber lige dele frygt og fascination hos Fanny.
Her er det nemt at forstå Fanny, for Mélissa er en dragende karakter, der på trods af sin ekstremt spændende familiehistorie hellere vil holde oplæg i skolen om Rihannas liv og musik. I takt med, at de to kommer tættere på hinanden, lærer Fanny dog mere og mere om Mélissas liv og kultur, og de to pigers natlige samtaler er blandt filmens højdepunkter, båret frem af de unge skuespilleres naturalistiske og overbevisende spil.
De to handlingsforløb, der eksisterer hver for sig i det meste af spilletiden, flettes sammen i filmens sidste halve time, hvor det ellers beherskede filmsprog får frie tøjler og pludselig leder tankerne hen mod både ‘Eksorcisten’ og den sydkoreanske dæmonfilm ‘The Wailing’. Det er et effektivt og medrivende klimaks, hvor pigernes dagligdag og det okkulte tørner sammen, men da kaosset falder til ro, er de løse ender for mange til, at man kan finde en mening med det hele.
’Zombi Child’ nøjes ikke med at genopfinde zombiens mytologi, men fungerer i lige så høj grad som en postkolonialistisk kommentar på Frankrigs vedvarende rolle i det moderne Haiti, der tidligere var en fransk koloni.
Men hvor instruktør Bertrand Bonellos meninger og verdenssyn gennemsyrede hans seneste film, den energiske og provokerende ‘Nocturama’, sætter ‘Zombi Child’ sig aldrig rigtig på samme måde fast. De mange politiske og samfundsmæssige kommentarer drukner ofte hinanden, og Bonellos blik på Haitis historie og kultur folder sig ikke ud som andet en udenforståendes fascination.
Kort sagt:
Som en alternativ genopdagelse af zombiegenren har ‘Zombi Child’ flere es i ærmet, men dens dobbelte handlingsforløb og udredning af haitiansk kultur forbliver både diffus og overfladisk.