’Parasite’ i sort-hvid: Bong Joon-hos forfængelighedsprojekt ligner ophøjet cinema fra det 20. århundrede
Inden for mainstreamfilm signalerer sort-hvid ofte med en vis selvhøjtidelighed, at nu skal vi til at se et vigtigt, centralt hovedværk. Tænk på Martin Scorseses ’Raging Bull’ eller Steven Spielbergs ’Schindlers liste’. Også derfor var – og er – jeg skeptisk over for ideen om en monokrom version af genistregen ’Parasite’.
Bong Joon-ho har forklaret, at han har drømt om at lave sorthvide versioner af sine film, så de kunne blive klassikere ligesom de film, han voksede op med på barndommens sort-hvid-fjernsyn.
Men en af styrkerne ved ’Parasite’ er faktisk netop, at den ikke træder ind på scenen som magnum opus med selverklæret allerede-klassikerstatus. Fortællingens mange fortrængte elementer træder langsomt op af mørket og ud i dagslyset, hvor de rige sorgløst slubrer nudler og afholder avancerede børnefødselsdage, mens underklassen lever en undertilværelse med rumlende maver og ustabile jobs.
Kim-familien er en sådan gruppe undermennesker og hutler sig gennem tilværelsen. Sønnen får via en kammerat muligheden for at undervise en rigmandsdatter i engelsk. Snart har hele familien bedraget sig ind på velhaverfamilien og skubbet de hidtidige tjenestefolk ud i kulden. Park-familien bor i et arkitekttegnet hjem med køkken i børstet stål: Her er walk-in-closet, rummeligt barskab og gourmetmad i køleskabet. Spørgsmålet er dog, hvor længe Kim-familien kan få denne skønne bid af paradis for sig selv…
’Parasite’ er fuld af dramaturgiske hårnålesving. Der sidder ikke et gram overskydende fedt noget sted på dette frådende arthouse-monster, der kom ud af ingenting og åd sig igennem filmfestivalsæsonen, indtil den helt uhørt løb med Hollywoods mest eftertragtede statuette. Hvis denne udgave i nogen grad virker som et forsøg på at malke Oscar-guldkalven, så skal det være både instruktør Bong Joon-ho og de lige nu hårdt trængte biografer vel undt. Med eller uden farver er det en fantastisk film, med hyperoriginal brug af både chilisovs, ferskenskræl og morsekode.
Først er ’Parasite’ mest en svindlerkomedie. Indtil Bong Joon-ho lader syndflodsregnen falde og skubber døren op til underverden. Den dårlige kloakering i fattigkvartererne kan ikke følge med, så hårdt vælter regnen ned. Til sidst gylper toilettet kloakvand op i en apokalyptisk sekvens, der runger af fortvivlelse.
Det hele ser fantastisk ud, også i sort-hvid, hvor ’Parasite’ pludselig ligner europæisk cinema fra det 20. århundrede. Filmens sultne underklasse ligner ikke længere samtidige med os. De ligner noget fra den japanske mester Akira Kurosawa eller fra Vittorio De Sica, instruktøren af den neorealistiske klassiker ’Cykeltyven’. Scenerne fulde af overdådig barokmusik bliver også ekstra classy, når de ledsages af appetitlig sort-hvid, der er omhyggeligt efterjusteret af Bong Joon-ho sammen med fotograf Hong Kyung-pyo. Og når horroren og det groteske viser sit ansigt, er man pludselig hensat til gamle tyske gyserstumfilm med stærke nuancer af gråt, hvidt og sort.
’Parasite’ i sort-hvid blotlægger de dybe sedimenter af filmkunst, der er til stede i nærmest hver eneste af filmens indstillinger. Lader de desperate fattige træde stærkere frem som arketyper i kulturhistorien.
Jeg har blot en anke ved øvelsen: Dem, der er interesseret i en sort-hvid version, vil nok have bemærket slægtskabet med filmkunstens dyre drenge allerede. ’Parasite’ i sort-hvid bliver et overflødigt løft på hatten til dem, der allerede er fans. Måske endda et forfængelighedsprojekt, som Bong Joon-ho selv med befriende ærlighed har foreslået. Og jeg husker faktisk scenen, hvor rigmandssønnens legetøjs-indianertelt ligner et slags fremmed rumskib ude i haven, som endnu stærkere i farver. De enkelte blodige scener mister også en smule af den saft, kraft og gru, som de har, når man har adgang til farven rød i sin palet.
Næste gang vil jeg se ’Parasite’ i farver igen. Dét bliver til gengæld en overvældende kontrast, som man ikke havde fået uden at have oplevet den i sort-hvid. Og jeg hopper sikkert gladeligt i med begge ben, også når Bong Joon-ho lancerer ’Parasite’ som stumfilm eller med Snapchat-filtre.
Kort sagt:
’Parasite’ behøver ikke sort-hvid for at være filmhistorie, filmkunst og andet af det dyre. Men flot ser det ud.