Loney Dear

Det er ikke alle musikere, der som Emil Svanängen, der gemmer sig bag aliaset Loney Dear, får lov til at udleve drømmen om at råde over et helt symfoniorkester. Det er dog en mulighed som den svenske multi-instrumentalist har fået og grebet. Over 11 skæringer sender Loney Dear lytteren ud på en storslået rejse ud i hidtil uopdagede musikalske horisonter, hvor klassiske symfonier kolliderer med analoge synthesizere, kirkeklokker og orgel, sørgmodige korharmonier og falset skønsang.

I forbifarten fanger man hurtigt glimt af Wayne Coyne, Jonas Bjerre og endda Edvard Grieg. Det er ekstremt ambitiøst, men samtidig også ekstremt veludført. Loney Dear har altid været leveringsdygtig af fremragende popmelodier, med en snert af smerte. Hvor han tidligere har været spartansk i sin tilgang, er der denne gang skruet helt op for alle virkemidlerne. Lydbilledet bliver gang på gang udfyldt til bristepunktet med en syndflod af forskellige instrumenter, og det er en fornøjelse at tage en dukkert i de velskrevne kompositioner.

Meget lig Teiturs ‘The Singer’, imponerer ‘Hall Music’ med flere steder med at gennemtrumfe smukke popsange, uden at lefle for lytterens hang til partout at skulle kunne vippe foden i takt med musikken, men i stedet lade fremhvirvlende melodier tale. Men når der skal grooves, er det også noget, som den gæve svensker er i stand til, som når han, med kvindelig vokalassistance, på lukkeren ‘What Have I Become’ fremtryller et nærmest ABBA klingende pop-epos.