Super Furry Animals

Super Furry Animals’ ottende album er også et løst konceptalbum om en ung kvindes strabadser med at flytte fra landet til storbyen og tilbage igen, har Gruff Rhys forklaret. Noget kunne tyde på, at den karismatiske gavflab og frontmand har forregnet sig lidt ved at have så mange kreative jern i ilden, som han har lige nu. Det ville da også være utroligt, hvis alt hvad han rører ved, skulle være lige så eminent som hans solo-album fra tidligere på året og lige så lovende som Neon Neon-projektet med Boom Bip.

Albummet sprudler kun glimtvis i det gyldne miks af skønhedssøgende psychedelia og catchy britpop, som SFA ellers er kendt for. Sange som den dryppende ‘Suckers’ og den herligt surrealistiske ‘Baby Ate My Eightball’ drukner i en sump af udramatiske middle-of-the-road popnumre, der portrætterer bandet i alt for lænestols-magelige omgivelser. Bundniveauet er dog ikke katastrofalt lavt, og hele molevitten er også stort og flot orkestreret, så selv Phil Spector ville fryde sig.

Det som også slår én er, hvor hurtigt det hele er ovre. Albummets kun 35 minutter giver anledning til at gruble over, hvorfor de ikke har holdt et endnu fastere greb om fåreklipperen og barberet materialet ned til en god ep i stedet. Det ville ærligt talt klæde de få sande guldklumper noget bedre, hvis ikke de skulle dele plads med så mange dvaske middelmådigheder.