Joni Mitchell

Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Da Joni Mitchell i 2002 udgav ‘Travelogue’ svor hun, at dette var hendes sidste plade, og hun var færdig med musikbranchens evige jagt på kommercielle vindinger og platheder. Skæbnes ironi vil dog, at hun fem år senere havner på det nystiftede pladeselskab Hear Music som den amerikanske kaffekæde Starbucks står bag, og som man mildest talt må antage har mere end blot kunstneriske ambitioner for deres musikere på dagsordenen.

De kunstneriske ambitioner overlader Mitchell dog heldigvis ikke til andre, og næsten 40 år efter, at hun for første gang trådte ind på musikscenen og blev en generations talerør, er hun stadig hamrende indigneret over verdens tilstand, hvor krige, forurening og social uansvarlighed til stadighed får hjulene til at køre rundt i en verden, der åbenbart aldrig synes at lære af bitre erfaringer. Hendes tekster er som altid suveræne og skåret så direkte, at man ikke et sekund er i tvivl om, hvad damen mener.

Mitchell har på denne udgivelse for alvor sat sig bag klaveret og cementerer endnu engang, at hendes udgangspunkt er blevet jazzen. Folk-dagene der gav Mitchell ikonstatus er langt væk, og hun blander nu jazzen godt op med både rock og pop-elementer. På musiksiden bliver det aldrig for alvorligt farligt, men mest af alt er det bare behagelige afdæmpede kompositioner, der afløser hinanden. Derimod har hendes stemme med tiden fået en dybere, hæsere og mere skrøbelig klang, hvilket faktisk er ganske klædeligt for den ellers jernhårde lady.