12 minutters video af en edderkop, der langsomt dræber en hveps i vindueskarmen.
Det lyder måske ikke umiddelbart som synderligt ophidsende tv for andre end hardcore David Attenborough-typer (og da slet ikke for folk med en snert af araknofobi), men hvad nu hvis ophavsmanden var ingen ringere end David Lynch?
Straks kommer den filmanalytiske hjerne på anderledes interesseret overarbejde.
Siden maj har Lynch i al stilhed uploadet et hav af videoer til sin Youtube-kanal ‘David Lynch Theater’, hvor man blandt andet har kunnet nyde en daglig vejrudsigt læst af manden selv – et greb, Lynch faktisk også dyrkede helt tilbage i starten af 00erne.
Blandt de mange DYI-projekter på kanalen finder man også klip fra tidligere værker a la den alternative (but of course) sitcom ‘Rabbits’, men sjovest er det se Lynch i hjemlige omgivelser når vi får et intimt indblik i hans arbejdsdag i videoserien ‘What is David working on today?’:
Hver video er naturligvis spækket med mistænkeligt mysteriøse objekter og tegn, der måske/måske ikke gemmer hints til eventuelle kommende større film- eller serier.
God fornøjelse!