‘JJ Villard’s Fairy Tales’: Idéforladt nyfortolkning af klassiske eventyr er klam for at være klam
»Denne havregrød smager af lort!«, siger Guldlok begejstret, efter hun har spist af den første bjørns portion, inden hun kaster sig over de to næste: »Denne havregrød smager af pis! Og denne havregrød er helt perfekt!«. Hvad Guldlok ikke ved, er, at en af ingredienserne i grøden er små trolde, der er blevet most i en kødhakker. Derfor skal hun selvfølgelig skide noget så grusomt, hvorfor hun må prøve bjørnenes tre toiletter, for at finde det helt rigtige.
Ovenstående scene er på mange måder en fin repræsentation for alle afsnit af Adult Swim-serien ‘JJ Villard’s Fairy Tales’, der netop er landet på HBO Nordic. Det er en animationsserie der over seks afsnit kommer med vulgære nyfortolkninger af de klassiske eventyr om Rødhætte, Guldlok, Rapunzel, Rumleskaft, Pinocchio og Snehvide. Helt overordnet ligner plottet i hver historie sig selv – dog med ændringer, der skal gøre det mere edgy og voksent. Eksempelvis drager rødhætte ud på sin færd, fordi hendes elskede jæger har fået en slem omgang røvtermitter, som bedstemoren har en creme imod.
Der er simpelthen ikke noget, der fungerer i serien, som er skabt af kulttegneren J.J. Villard, der før har begået serien ‘King Star King’. Vigtigst af alt, er den aldrig tilnærmelsesvis sjov. Humoren baserer sig ene og alene på at være klam, som når Rapunzel, der i denne omgang er en dreng, og derfor hedder Boypunzel, lever af at spise store hudorme fra sin mors ryg. Og det er hele joken. Der er ikke noget i dialogen, der underbygger det yderligere, eller gør det til andet end bare klamt. Når flere af de oprindelige eventyr i forvejen er fyldt med vulgære og dystre billeder, burde der være mere at komme efter.
Ud over klam, er humorens anden karakteristik at være random, hvor det komiske ligger i, at alt er utroligt uforudsigeligt, som da Guldlok skal prøve bjørnenes tre senge. I stedet for at være for blød, for hård og lige tilpas (den ære får toiletterne), er den første i stedet fyldt med krabber, den anden fyldt med sennep og på den sidste ligger en stor hjerne, der præcis er det, Guldlok elsker at sove på. Det føles mere som tilfældige ord trukket ud af en hat, end det føles som et forfatterhold, der har haft en overflod af skøre idéer.
På trods af at hvert afsnit kun varer 11 minutter, virker serien for idéforladt til faktisk at kunne udfylde sin egen spilletid. Således udbryder Boypunzel, med uengageret stemmeskuespil af Finn Wolfhard fra ‘Stranger Things’: »Jeg er ikke Boypunzel længere, nu er jeg Manpunzel« hele to gange inden for få minutter, nærmest som for at understrege, hvor dårlig joken var første gang.
Animationsstilen sigter efter at ramme noget, der ligner en tegneserie for børn, og nogle af karakterernes design kan næsten virke charmerende, som de tre bjørne fra Guldlok, hvis design tydeligt er lånt fra ‘The Berenstain Bears’. Charmen går dog over, når de begynder at bevæge sig, for her er stilen grov og grim. Når de skal gå, vrikker hele figuren hen over billedet, på samme måde som i ‘South Park’, men hos ‘Fairy Tales’ matcher stilen ikke stregen. Kigger man på J.J. Villards egen Instagram, virker figurerne i serien som grove forsimplinger af mandens egentlige, meget ekspressive stil.
Selve idéen om fortolkninger af klassiske eventyr er heller ikke ligefrem original, og man skal ikke kigge længere end til vores egen Rune T. Kiddes tegneserie ‘Ækle æventyr’, der blandt andet indeholder ‘Den lilla Møghætte og pulven’, for at finde noget lignende med langt mere humor og glimt i øjet. Skal de nyfortolkede eventyr i stedet være levende billeder, så blev jeg personligt mindet om, hvor mange meget bedre idéer, der faktisk er i ‘Shrek’, sin enorme memestatus til trods.
Kort sagt: I ‘JJ Villard’s Fairy Tales’ bliver klassiske eventyr sovset ind i vulgariteter uden hverken humor, charme eller originalitet.