I 2008 slog Katy Perry igennem med sangen ’I Kissed a Girl’, der blev et globalt hit. I 2010 peakede hun med albummet ’Teenage Dream’, hvorfra hele fem singler gik nummer et i USA. Det er lige så mange som fra Michael Jacksons ’Bad’. På det tidspunkt var Perry verdens måske største popstjerne, i hvert fald målt på hits.
Popsangerens gyldne tid fortsatte et par år endnu, men senest med 2017-udgivelsen ’Witness’ var glansen gået af teenagedrømmen. Nu, hvor hun udgiver sit sjette album ’Smile’ (28. august), er hun nået til det eneste sted, der føles værre end den store ydmygelse fra ’Witness’: Total indifferens.
Vær ærlig, du vidste sikkert ikke engang, at den tidligere megastjerne overhovedet havde et album på trapperne.
Det kan måske ligne en naturlig udvikling. Popstjerner kommer og går jo hele tiden. Ingen er garanteret evig succes. Men der er samtidig noget ved Katy Perrys nedtur, der virker unikt og meget tidsbestemt.
For hendes deroute skyldes ikke kun manglende hits (om end det er en ret central faktor!), men også, at hun ikke føles som en popstjerne af tiden. For Perrys pangfarvede candyfloss-pop virker som noget fra en mere uskyldig fortid (et essay i New Yorker kaldte det for ’Obama Pop’).
Nutidens popstjerner er skeptiske, selvstændige og politisk woke folk som Billie Eilish. Ikke omvandrende skumfiduser som Katy Parry. Da hun indså det i 2017 og prøvede at skifte ham til »aktivist«, klingede det hult – også fordi hun i karrierens løb har mestret at krænke både homoseksuelle, sorte og asiater.
På den måde er Perrys historiske nedtur også fortællingen om en popsanger, der gled ud af sin egen samtid – og måtte betale prisen med folkets hån og had som følge. Vi har prøvet at kortlægge Katy Perrys fald fra de mægtige poptinder via en tidslinje.
Juli, 2013: Katy Perry bliver udnævnt til ’The Queen of Cultural Appropriation’
Én af de væsentligste ting, der har ændret sig i den offentlige debat, siden Katy Perry slog igennem i slutningen af 00’erne, er måden, vi taler om race, køn og seksualitet på. I 2008 lavede den senere popstjerne sange som ’Ur So Gay’ og ’I Kissed a Girl’, der behandlede seksuelle præferencer som henholdsvis et skældsord og en eksotisk fase. Det ville næppe gå i dag.
Det tog dog Perry noget tid at indse, at tiderne var skiftet.
Hun klædte sig således siden ud som geisha i en optræden i 2013 samt som Cleopatra i en musikvideo fra 2014 (’Dark Horse’) – og så har hun haft dansere med overaccentuerede former, der kunne tolkes som en hån af sorte kroppe. Det fik det afroamerikansk orienterede onlinemedie The Root til at kalde Katy Perry for ’The Queen of Cultural Appropriation’.
Her – i 2013 – er hun dog stadig så stærk en kommerciel force, at kritikken mestendels preller af. Men det kommer til at ændre sig.
Juli, 2014: Popstjernen rocker cornrows i ’This Is How We Do’-videoen
Der er igen anklager om kulturel appropriation, efter Perry anlægger cornrows. Dén kritik affærdiger hun dog totalt i et Rolling Stone-interview: »Okay, så holder jeg mig bare til baseball og hot dogs, og så er det det«, siger hun med tydelig ironi. »Jeg ved, det citat kommer til at bolle mig i røven, men må jeg ikke bare sætte pris på en kultur? Skal alle bare blive i deres egen bane?«
Dén skråsikre holdning går Perry dog væk fra få år efter, da hun præsenterer sig som politisk vakt artist.
Februar, 2017: »Vi kommer til at kalde denne æra for: Purposeful Pop«
Perry introducerer en ny æra til Grammy Awards. Popstjernen med de mange politisk ukorrekte fodfejl vil være politisk. Kort efter ændrer hun sin Twitter-bio til »artist, aktivist, bevidst«, hvilket manifesterer hendes nye persona. Derefter lander den første single fra det kommende album.
Februar, 2017: Katy Perry udgiver ’Chained To the Rhythm’
Der er to store problemer med den her sang. 1) Den er langt fra så politisk vakt, som den bombastiske udmelding om en »ny æra« af budskabstung pop havde varslet. 2) Den er helt enkelt ikke et hit. Den taber således på både hit- og budskabsfronten. Herfra begynder dommedagsklokkerne at ringe.
Maj, 2017: En katastrofal SNL-optræden
Udgivelsen af den corny sex-trapsang ’Bon Appetit’ med hiphoptrioen Migos var en hån til ideen om ’Purposeful Pop’. Men det var først med den akavede og pinlige optræden i ‘Saturday Night Live’, at katastrofen var total.
Her sidder de ugidelige Migos foran et bord som tre middagsgæster, der er dukket op uden appetit, mens popstjernen (aka hovedretten) desperat prøver at redde aftenen. Hvilket blandt andet fører til nogle uendeligt pinlige dansemoves under rappernes vers.
Det her var indbegrebet af cringe – og momentet, hvor det senest gik op for alle, at Katy Perry ikke var med på joken længere. Hun var bare blevet joken.
April, 2017: Verdenshistoriens måske tammeste diss-track
Okay, nu er det ikke fordi, vi havde regnet med, at Perry ville slagte Taylor Swift, som Pusha-T slagtede Drake, når det kom til beef. Men hendes Taylor-diss ’Swish Swish’ med Nicki Minaj er nu ualmindeligt tamt.
Singlen er én stor fiasko og udvander endnu engang ideen om den nye, woke Katy Perry. I stedet for stærke nye singler med vigtige budskaber får vi et halvhjertet forsøg på at skabe PR ud af en allerede død beef.
April, 2017: Katy Perry sammenligner sit hår med … Barack Obama?
Midt i den store wokeness-kampagne med ’Witness’- får Katy Perry kritik for at sammenligne sit hår med, æh, Barack Obama: »Nogen siger: ‘Jeg savner dit gamle sorte hår’«, siger popstjernen i en Instagram Live. »Virkelig? Savner du så også Barack Obama? Øh, okay. Tiderne skifter. Farvel! Ses senere«.
Måske ikke en så slem kommentar i sig selv, men med Katy Perrys problematiske historik – og nyfundne politiske engagement – in mente, ikke vildt heldigt. Situationen bliver så værre af, at The Weeknd-produceren Mano hævder, at Perry har brugt N-ordet omkring ham.
Juni 2017: Popsangeren undskylder for »cultural appropriation«
Katy Perry undskylder for sine »fejl« i et interview med Black Lives Matter-aktivisten DeRay McKesson. Hun fortæller blandt andet om en samtale med en sort veninde: »Hun lærte mig om kraften i sorte kvinders hår, og hvor smukt det er, og om kampen. Jeg lyttede, jeg hørte efter, for jeg vidste det ikke. Og jeg vil aldrig forstå de ting på grund af den, jeg er. Men jeg kan uddanne mig selv, og det er det, jeg prøver på«.
Juni, 2017: ’Witness’ udkommer
I en større artikel om udgivelsens historie kaldte Soundvenue-skribent Jennifer Lehmann ’Witness’ for »et mislykket protestalbum« – albummet, der »skubbede Katy Perry ud af de store popstjerners klub«. Og det indkapsler det meget godt: Den stort anlagte ‘Purposeful Pop’-æra indtraf ikke. Ingen af sangene hittede. Og Katy reagerede mere og mere desperat på den udeblivende succes.
Juni, 2017: Katy Perry streamer sig selv non stop i 96 timer
Jeg ved ikke, hvem der troede, at det ville være en god idé at forvandle Katy Perrys albumkampagne til en form for ’Big Brother’-scenarie. Altså: Der er jo ingen, der har tid eller lyst til at sidde og overvåge hende i næsten 100 timer! Dén her livestream virkede som endnu en forfejlet marketingsstrategi, der troede, den var avantgardistisk, men snarere virkede desperat.
Marts, 2018: ‘Et uønsket kys’
Det kaldte New York Times en episode fra ‘American Idol’, hvor dommeren Katy Perry planter sine læber på en deltager, der aldrig har prøvet at kysse før. Han kalder oplevelsen »ubehagelig« og fortæller, at han egentlig ville gemme sit første kys til en speciel person.
Ikke ligefrem den bedste historie for Perry – især ikke midt i en #MeToo-tid, hvor der er fokus på uønskede tilnærmelser, og hvor Perry selv iscenesætter sig som politisk vakt.
Marts, 2018: Chicken nugget-gate
Selvfølgelig er det ikke en karrierekatastrofe at proppe syv chicken nuggets i munden samtidig på japansk tv. Men hvis man er i en position, hvor man virker desperat efter opmærksomhed, er det måske ikke den mest ideelle position at blive fanget i.
For det her er på en måde det perfekte billede på de katastrofale måneder, hvor alt vendte fra Katy Perry. Hun kunne stopfodre sig selv med lige så mange nuggets, hun ville – det ændrede ikke ved, at ingen havde lyst til at smage på ’Witness’.
Februar, 2019: Anklager om blackface-sko
Katy Perry bliver tvunget til at trække nogle sko tilbage efter anklager om, at de afbilleder blackface. Dermed endnu en uheldig, racerelateret episode på et cv, der er fyldt af dem.
August 2019: To anklager om sexchikane
Modspilleren fra ’Teenage Dream’-videoen anklager popsangeren for at have blottet hans penis i offentligheden. Derefter anklager en tv-vært fra Georgien Katy Perry for at have prøvet at kysse hende mod hendes vilje.
Marts, 2020: Katy Perry afslører graviditet i ’Never Worn White’-video
Perry fremviser en solid babybump og afslører således, at hun og skuespilleren Orlando Bloom skal have et barn. Selv sådan et stort moment er dog ikke nok til at få hende tilbage på hitlisterne – sangen rammer ikke engang top-100 i USA.
August, 2020: Katy Perry gør klar til at udgive ’Smile’
Sangerens sjette album har ikke haft nogle hits, og hele kampagnen har været en del mindre skinger end omkring ’Witness’. Det ser ikke ud til, at ’Smile’ bliver det store comeback. Men heller ikke den store katastrofe.
I stedet ligner det her helt enkelt en stille udgivelse fra en artist, der var verdens måske største popstjerne i Obama-tiden – men som er gledet ud af tidsånden såvel som hitlisterne.