Childish Gambino ‘Camp’
Childish Gambino går Kanye i bedene på ‘Camp’, og den musikalske oppustethed og lyriske følsomhed plagieres bevidst, men noget mere underholdende. ‘Camp’ er et take it or leave it-album, der nok skal skræmme nogen væk med en cheesy storladenhed og en uskolet mixtape-sound, men er humøret til det, fænger den kontrastfyldte lyd.
Gambino har fundet Kanyes gospelkor-knap og slipper den kun for at trykke på violin- og pianoknapperne. Til gengæld er underlaget varieret, når den amerikanske new school pop-rap får spændt bæltet ud. Southern, Midwest, og selv electro-rap i én stor pærevælling, men der hvor den tykke sovs af voluminøse melodilinjer skiller, er der en naiv men ærlig rap.
Gambino rapper i flere tempi med mange one-liners. Emnerne spænder fra deepthroats i Heathrow over weltschmerz – den gamle hore – men Gambinos tematisering over at føle sig udenfor black America er et jomfrueligt tema, der behandles med linjer som »…he said I wasn’t really black ’cause I had a dad«.
Jo, man får ondt i tænderne af den tuttenuttede ‘Kids (Keep Up)’, mens ‘Bonfire’ er en vellykket blanding af Yeezys runde storladenhed og Weezys rå diskant og gnæggende flabethed. Bedst er tracket ‘You See Me’, der efter 15 sekunder tager røven på dig. Fucking tungt med en herlig tekst: »She’s an overachiever ’cause all she do is succeed«.
Ikke i nærheden af samme musikalske nybrud – men sjovere end Kanye!