Caribou

I indieverdenen er det blevet lidt af en begivenhed, når Dan Snaith udgiver et nyt album – først som Manitoba, indtil Dictators-medlemmet Hansom Dick Manitoba sagsøgte ham for det, og siden som Caribou. Nu sker det for fjerde gang.$0 $0 Noget af det, der gør det til en begivenhed, er, at Snaith har det med at have rykket sig siden sidst. Det har han også denne gang. For første gang er der vokal på samtlige numre, og Snaith har i det hele taget taget et pænt skridt hen imod den mere rendyrkede popplade – stadig af den drømmende, småpsykedeliske og eksperimenterende slags med alle detaljerne og ideerne, men ikke desto mindre en popplade.$0 $0 Heldigvis er det ikke blevet mindre spændende af den grund. Udover de små fine detaljer og det opfindsomme trommespil, der efterhåndenden er blevet et af Snaiths varemærker, giver hans brug af elektroniske elementer og referencer til andre genrer masser at glæde sig over. Således er der stadig, selvom albummet er særdeles helstøbt, stor spændevidde mellem de mest catchy pop-hooks og eksempelvis den fine og næsten trance-agtige lukker ‘Niobe’.