Heidi Mortenson

Det er godt og vel halvandet år siden Heidi Mortenson udgav debutalbummet ‘Wired Stuff’, der bød på flere forskellige elektroniske stilarter med et på en gang rodet og eksperimenterende udtryk. På efterfølgeren har hun fået ryddet op i lydbilledet, dog uden at smide de mange udtryk og effekter overbord. Til gengæld har vokalen fået stor opmærksomhed, og man må nok konstatere, at det stadig ikke er sangtalentet, der er Heidi Mortensons stærke kort.

Størstedelen af numrene er skruet fint sammen med øre for den gode og funky melodi, men pladens slagside er og bliver den dominerende vokal, der får lov til at fylde alt for meget. En disposition som med stor sandsynlighed har været et bevidst valg, men ikke desto mindre et uheldigt et af slagsen, da det smitter af på det samlede resultat, der ganske enkelt ikke overbeviser.

Den udmærkede åbner ‘Tiger’ trækker på lige store dele bossanova og electronica, men med tilsatte tiger- og elefantlyde forekommer det trods alt en kende for komisk, hvilket viser sig at være kendetegnende for store dele af albummet. Teksterne kredser om kærlighed og forholdet til det kvindelige køn, men synderligt vedkommende eller dybt bliver det aldrig rigtigt – snarere patetisk, som når Heidi Mortenson synger: »Babygirl I like it when you get down and dirty«. Det er næppe et album, der vil blive levnet en plads i historiebøgerne.