’Antebellum’ kunne næppe have fået premiere på et mere passende tidspunkt.
Mens Black Lives Matter-bevægelsen retter stor opmærksomhed mod systemisk racisme, stiller den biografaktuelle thriller således skarpt på afroamerikansk lidelse under den uhyggelige slavetid så vel som diskrimination mod sorte mennesker i samtidens USA.
Filmens budskab er ikke til at tage fejl af: Undertrykkelsen af sorte mennesker har dybe rødder i det amerikanske samfund og lever stadig. Men nu er det på tide, at der bliver gjort noget ved det – ikke mindst fra hvide menneskers side.
Det mener den indflydelsesrige musiker, aktivist og skuespiller Janelle Monáe, som indtager hovedrollen i ’Antebellum’. Til spørgsmålet om, hvorvidt hun er optimistisk omkring problemerne med racisme i fremtidens USA, lyder svaret prompte: »Nej, jeg er seriøs omkring det!«.
»Sorte mennesker har længe skreget ’black lives matter’. Særligt sorte kvinder har stået i spidsen for bevægelsen, og jeg mener ikke, det er vores ansvar længere. Lige nu skal ansvaret gives tilbage til hvide mennesker, og det er denne film forhåbentlig med til at gøre«, forklarer Monáe, da vi møder hende og filmens instruktører via en videoforbindelse.
»Hvide mennesker har draget fordel af racistiske systemer, som er skabt for at undertrykke sorte mennesker – og slå sorte mennesker ihjel. De privilegerede mennesker i samfundet, der profiterer på disse systemer, skal i sving nu. De skal føre de nødvendige samtaler og arbejde for at afskaffe mange års systemisk undertrykkelse«.
Fortiden er aldrig død
Den nye film, der blandt andet er produceret af folk bag Jordan Peeles beslægtede racegysere ’Get Out’ og ’Us’, har en ganske uortodoks fortællestruktur.
De første 40 minutter foregår på en bomuldsplantage i sydstaternes USA, hvor Janelle Monáe spiller den tilfangetagne slave Eden, der forsøger at planlægge et flugtforsøg på det helt rette tidspunkt. Herefter vågner Monáe op i nutiden, og nu hedder hun Veronica.
Hvordan fortid og nutid flettes sammen til slut, skal naturligvis ikke afsløres her. De spillefilmdebuterende instruktører og manuskriptforfattere Christopher Renz og Gerard Bush, som desuden danner par i privaten, kan imidlertid forklare, hvilken diskussion de ville fremprovokere med deres særegne koncept.
»Meget af det, vi gerne ville sige, findes i William Faulkners citat, der dukker op som det første i filmen: ’Fortiden er aldrig død. Den er ikke engang fortid’. At hvis ikke vi konfronterer vores fortid, vil vi komme til at gentage den – som vi ser det i dag«, forklarer Christopher Renz.
Gerard Bush tilføjer: »I realtid!«.
»Filmen taler åbenlyst ind i denne tid«, fortsætter Renz. »Vi kunne selvfølgelig ikke forudse, at den skulle få premiere samtidig med dette vigtige moment i vores kultur, men jeg tror, den vil hjælpe med at igangsætte de samtaler, som er nødvendige«.
Det er samtaler, som også Monáe brænder meget for at foranstalte, hvorfor ’Antebellum’s take på racisme med det samme tiltalte hende:
»Den her film samler brikkerne. Den forbinder fortiden, nutiden og fremtiden og fortæller, hvad der foregår i Amerika«, lyder det fra multikunstneren.
»Jeg synes, at filmen meget præcist beskriver den byrde, som sorte kvinder må bære på deres skuldre hver dag for at nedbryde hvidt overherredømme – og hvordan det føles. Det burde ikke være vores ansvar, men alligevel gør vi det. Alligevel tager vi kampen op på tv. Vi råber op i forsøget på at beskytte marginaliserede stemmer. Vi er dem, der går forrest til demonstrationerne«.
Forbundet til forfædrene
Idéen til den ubehagelige fortælling i ’Antebellum’ kom fra et mareridt.
»Vi ville ønske, at vi kunne sige, det var en gennemtænkt strategi, men det var det ikke«, forklarer en let smilende Gerard Bush. »Jeg havde et rædselsvækkende mareridt, hvor jeg pludselig var gjort til slave, og dét mareridt er faktisk kildematerialet til den novelle, Christopher og jeg skrev sammen. Den blev så til det manuskript, vi skrev, og som du nu ser levendegjort på lærredet«.
At rejse tilbage til den mørkeste del af USA’s historie og spille rollen som slavebundne Eden var bestemt også en hård oplevelse for hovedrolleindehaveren:
»Det var voldsomt. Der var meget vrede og meget frygt«, fortæller Monáe.
»Men der var også meget dyb sjælesøgning, hvor man var forbundet til sine forfædre. Det var en af de ting, som virkelig holdt mig oven vande. Og at se mod de kvinder, der stadig i dag leder kampen for forandring, som for eksempel Maxine Waters, Angela Rye, Brittany Packnett og alle de kvinder, som startede Black Lives Matter. Jeg tænkte på historiske forbilleder som Assata Shakur, Angela Davis, Harriet Tubman. De kvinder gav mig styrken, når jeg ikke selv havde det i mig«.
’Antebellum’ handler ikke direkte om politivold og -drab mod afroamerikanere, hvilket som bekendt var en afgørende faktor for Black Lives Matter-bevægelsens fødsel. Alligevel mener skuespilleren, at den nye film kan forklare de mekanismer, som ligger til grund for politidiskrimination af sorte mennesker i dag.
»Filmen fortæller sandheden om politiet. Folk indser ikke, at nogle af de primære politistyrker, som var til stede i Syden under borgerkrigen, var slavepatruljer. Så selve politikonceptet stammer fra borgerkrigen, hvor de havde til opgave at fange slaver på flugt og forhindre slaveoprør. De blev ikke grundlagt for at beskytte folket, men for at terrorisere sorte mennesker«, siger Monáe, som er opsat på at se forandringer.
»Vi bliver nødt til at afskaffe den tilgang. Vi skal gentænke systemerne og finde ud af, hvordan vi kan beskytte sorte liv mere end nogensinde før«.
’Antebellum’ har premiere 17. september.