The Micragirls

Finland rører atter på sig, og det samme gør den arme lytter, når musikken spiller. Det er ganske simpelt umuligt at holde sig i ro, når de tre finske piger, der tilsammen udgør The Micragirls, skriger, slår, dundrer og klapper sig igennem deres debutalbum. På en gyngende grund af 60’ernes garagerock og beskidte og punkede rock’n’roll står pigerne skråsikre tronende, mens de hamrer i orglet, banker løs på trommerne og lirer guitarsoloerne af med løs hånd.

Debuten er en dobbelt-cd, der er opdelt mellem nye udgivelser på første skive og tidligere 7″-singler på den anden. The Micragirls træder med deres upolerede og -spolerede musik i hælene på eksempelvis Headcoatees eller 5678’s, men sætter som oftest mere fut i møget end inspirationskilderne. Musikken er energisk, til tider enerverende med sine rundtossede rundgange og uophørlige gentagelser, men først og fremmest inciterende. Skæringer som eksempelvis ‘My My Micraboy’ og ‘Lone Twister’ fungerer upåklageligt og har fylde og sødme. Nu og da har enkelte af sangene, som eksempelvis ‘Jungle Run’, mere smag af skitser end egentlige sange, men det hører til sjældenhederne og gør ikke for alvor smagen tam.

Efter at have lyttet til de smittende melodier, skingre pigeskrig og kåde klapsalver – alt sammen i imponerende tempo – kan man til The Micragirls’ titelspørgsmål ‘Feeling Dizzy Honey?’ kun svare »Ja, en smule!« Men man vil ikke være det foruden.