Suzanne Vega

Suzanne Vega slog for alvor igennem for 20 år siden med sit andet album, ‘Solitude Standing’, og ikke mindst med numrene ‘Tom’s Diner’ og ‘Luka’, der er en beretning om børnemishandling. Siden da er en ny generation af stjernespirer vokset op og har gået Vega i bedene. Men med sit syvende album viser hun, at hun stadig fortjener plads i genren, hun har været med til at forme.

Selvom Vega har mange år på bagen, er der nemlig intet bedaget over sangerinden med den småhæse, klokkeklare vokal. Sidste album, ‘Songs in Red and Gray’, viste en tilbagevenden til den karakteristiske folk-pop-lyd efter et par album med afstikkere til mere eksperimenterende synth-lyde, og folk-poppen forfølges igen på et nærværende album. Historier fra og om New York danner rammerne, og som altid er teksterne besnærende.

Albummet igennem bevæger Vega sig ubesværet og let henover albummets 11 skæringer, hvor nænsomme knips på den akustiske guitar og duvende beats sammen med døsige trommer driver sangene frem. Men mens keyboardfladerne og vokalen svæver om kap i de højere luftlag, synes luften at gå en smule ud af ballonen mod enden. For hvor albummets første halvdel står stærkt med numre som den perlende ‘Zephyr & I’ og ‘Frank & Ava’ fænger de sidste numre ikke på samme vis, og monotonien overtager. Det er en skam, men ændrer ikke ved, at det overordnet set er et robust udspil fra Vega.